| Ios
og Kreta- september 2007 |
 |
|
|
|
af Lone Korsgaard
Den første dag skulle jeg overnatte i Athen, for at tage færgen til Ios tidligt næste morgen. Jeg gik en tur rundt i gaderne omkring havnen i Piraeus og ned til banegården for at se om papkasse look-aliken mon stadig var der. Jeg er ret sikker på at jeg fandt ham, og jeg mødte selvfølgelig også masser af andre gadehunde på min vej. De var i meget forskellig stand; nogle så helt OK ud, mens andre virkelig godt kunne trænge til kærlig omsorg og pleje og en tur til dyrlægen, men det der næsten gjorde mest ondt var at mærke deres higen efter kærlighed og opmærksomhed. Giver du dem bare en lille smule af din tid, går der ikke længe inden op til flere møgbeskidte gadehunde står og trykker sig op af dig for at få lidt kærlighed. Og udtrykket i deres øjne når man rejser sig og forlader dem igen glemmer man aldrig – skuffelsen lyser ud af dem. Men det var alt hvad jeg kunne gi’ dem den eftermiddag og aften i Athen: en lille smule kærlighed. Det var min første tur til Ios. Øen er pænt stor, men der bor kun ca. 1000 mennesker der fast. Det er jo ikke ret mange, og derfor er det også yderst overraskende og ret skræmmende at se hvor mange bur- og lænkehunde der findes dernede. Benedikte og jeg lejede en bil for at køre lidt rundt på øen, og det var ikke småting vi fandt på vores vej. Masser af lænkehunde, hvis forhold stort set er ens for dem alle. En meget kort lænke ude i den bagende sol. Hvis der overhovedet er vand til dem – som de kan nå – er det møgbeskidt, og mad så vi ikke skyggen af. Nogle få havde et hundehus, som dog må have været fra de var hvalpe, for flere af hundene var betydeligt større end hundehuset, så de tjente ikke det store formål. Og det er så deres liv. Her står de så.. ikke bare dag ud og dag ind, men hele deres liv uden nogen form for adspredelse andet end at gø af dem der kommer forbi. Hvad er formålet med disse hunde??? Ja, jeg forstår det simpelthen ikke. Hvis de skal agere vagthunde, bør de så ikke gå frit rundt, så de kan bide en eventuel bandit i knæhaserne? Hvem frygter en hund der skræmt fra vid os sans står og gør i sin lænke??? De må være frygtelig ensomme disse stakler.
Og så er der alle jagthundene. Hvad bruger de dem til?? Der er jo ikke ligefrem masser af vildt i Grækenland. En enkelt fugl eller to er vel hvad det kan blive til. Og af den grund holder man så gladelig disse såkaldte jagthunde indespærret i små bure ude midt i bjergene. Hvor tit mon de får mad, og hvor tit mon deres ejer kommer og tager dem med ud for at træne dem og oplære dem i jagtens kunst?? Ud fra det vi så at dømme, sker dette desværre ikke særlig tit. De hunde vi opdagede ved blot at køre en lille tur rundt på øen går rundt i små bure med betongulv, og det er så det. Flere af dem er så skræmte at de kryber sammen i et hjørne når man nærmer sig, vandrer apatiske rundt eller også gør de vildt og voldsomt, og giver det indtryk at deres sind er ødelagt for altid. Hvis det vi så er det man kan finde bare ved at køre lidt rundt på må og få, hvad mon der så gemmer sig længere oppe i bjergene, alle de steder man ikke lige får øje på ude fra hovedvejene? Jeg tør slet ikke tænke tanken.
Så smukt der er i Grækenland på overfladen, men frygtelig grimt bag facaden. En enkelt af disse hunde kunne vi dog gøre noget for. Den dejlige Titta, som Benedikte har kendt i flere år fik besøg af os, og utroligt nok er hun ikke blevet ødelagt af det liv hendes ejer har budt hende. Hun står lænket til et træ ude i bjergene, men en kæmpe bisværm summende om sit hoved, en metalspand med en lille sjat vand nede på bunden som hun næsten ikke kunne nå…men hun er en glad hund, og det blev hendes held, for hun er nu at finde på siden ’Hunde i Grækenland’ og venter bare på at en familie vælger at give hende det liv hun fortjener. Det ensomme liv i bjergene er i hvert fald et overstået kapitel.. for denne ene hund.
Turens hovedperson var uden tvivl vores alle sammens Mr. Jones – det mishandlede æsel. (Måske vi snart skulle tage navneforandring til ’Græske Dyr’) Han boede midlertidigt på et lille stykke land på Ios, og opgaven bestod så i at få ham fragtet til Kreta, hvor han skal tilbringe sit otium sammen med andre æsler. Jeg har aldrig været den store fan af heste-dyr, men Mr. Jones er altså ret speciel, og går lige under huden på én. Der var ingen tvivl om at han vidste hvem Benedikte var, og efter kun et par dage var han også helt tryg ved mig. Når vi kom ud til ham kom han os ofte stor-skrydende i møde hvorefter han fulgte os rundt som en lille hund. Lige med undtagelse af når der var mad, så var alt andet lige meget. Men personlighed, det har han uden tvivl.
Han er da sød
Og hvordan får man så et æsel fra én græsk ø til en anden? Jo, man får ham op i en lastbil efter bedste græske standard, kører til færgen som efter ca. 7 timer ankommer til Kreta hvor en helt almindelig pick-up truck holder og venter. Benedikte og jeg kiggede noget skeptiske på hinanden, da de helt seriøst mente at det da var helt fint at transportere et æsel på den måde. Op kom han da også, men det så godt nok noget usikkert ud, og den stakkels Mr. Jones var bestemt heller ikke glad for situationen, så vi blev lidt fugtige i øjenkrogene da de kørte væk med ham. Heldigvis kom der senere på aftenen besked om at han var kommet sikkert frem, og efterfølgende har vi hørt at han trives og har det godt. Hans pinsler er ovre, og han kommer aldrig mere til at arbejde igen.
Turen til Kreta var ikke uden spænding. For på færgen fik vi øje på en bil med en typisk jagthunde-kasse på ladet, og den blev vi jo nødt til at se lidt nærmere på. Sådan en kasse er beregnet (om end ikke spor optimal) til 2 hunde. Det viste sig dog at der i denne kasse sad hele 6 pænt store jagthunde. Der var varmt og næsten ingen luft på bildækket, og da vi kom hen til kassen slog varmen ud fra den. Der var nok noget der ligner 50-60 grader derinde, og der sad hundene klemt sammen uden vand!! Benedikte fandt frem til ejeren af hundene, og bad ham tage dem ud eller også ville vi gøre det. Til at starte med var han ligeglad, men da det gik op for ham at hun mente det alvorligt kom han noget modvilligt ned til bilen, hvor vi allerede var i færd med at tage hundene ud. Aldrig har jeg set så skræmte hunde, og da ejeren kom, var der en af dem der simpelthen tissede af skræk. Det eneste der kan glæde mig ved det, var at det var ud over hans bil, og at han selv blev beskidt, fordi han var nødt til at bære rundt på hundene, som var stive af skræk og derfor ikke kunne gå selv. Hundene var meget utrygge ved at være på færgen, så turen var langt fra behagelig for dem, men de døde da heldigvis ikke… i hvert fald ikke lige der. Men da vi ankom til Kreta måtte vi se på at hundene igen blev stuvet sammen i den lille varme kasse, og hvad der videre er sket dem må guderne vide.
Efter sådan en tur er man godt træt, og møgbeskidt! Så vi fandt os et spøjst lille hotel, fik os et bad og blev enige om at vi havde fortjent et godt måltid mad. Så det gik vi ud for at finde. Men i stedet for at finde en restaurant får Benedikte øje på en lille forhutlet hund. Den er fuldstændig filtret ind i små fedtede blade og den er ikke ret gammel, så uden at tænke nærmere over det samlede vi den op og tog den med. Det vrimlede med gadehunde i Heraklion, og desværre var det kun en enkelt vi kunne gøre noget for, men det at have set alle de andre er nok til at de sidder indprentet på nethinden. Den lille hund blev smuglet med ind på hotellet i Benediktes taske, fik noget at spise og så gik vi ellers i gang med at rense hans pels... med en tandbørste!! Ja, det var altså lige hvad vi havde. Det viste sig at han også var fyldt med tæger og lopper, så det var en rigtig lækker lille fyr vi havde fundet os der. Han nød tydeligvis behandlingen, og den heldige lille hund er nu på vej til Danmark og skal aldrig mere rende alene rundt på gaden. Ja, og sådan gik vores lørdag aften på Kreta så.
Næste morgen fløj jeg til Athen, hvor jeg mødtes med vores fantastiske ildsjæle. Det er rørende at se hvor utrætteligt de arbejder for at hjælpe så mange dyr til Danmark som muligt. Det er et kæmpe arbejde der ligger bag, for at alt skal gå op i en højere enhed, og jeg kan ikke andet end bøje mig i støvet i respekt for Benedikte og alle de andre i Grækenland som udfører dette kæmpe stykke arbejde hver eneste dag. Lige den dag jeg skulle rejse, var det Poppy, Fifi, Doggy, Isaak og Hugo som var de heldige til at udløse en enkeltbillet hjem til ventende familier.
Det er en gave at få lov at bringe hunde hjem, og se dem blive forenet med deres familier, men midt i glæden dukker billeder op af alle de skæbner jeg mødte på min vej, som stadig lever under miserable forhold.. og dem glemmer jeg aldrig.
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| ©
2006 www.graeskehunde.dk - All Rights Reserved. Designed by Marianne Wehlast |