Goldie's historie - Athen maj 2005

Goldie's historie En solstråle-historien midt i alt det dystre. Som I jo ved, var en af hundene som vi skulle hente Goldie (som nu hedder Kefas), da han havde fået et hjem. Vi var ivrige for at hente ham med det samme og få ham i sikkerhed, men sådan gik det jo ikke - han var blevet væk. Vi talte med flere butikker rundt om parkeringspladsen, men alle sagde han havde været væk nogle dage. Vi var efterhånden som dagene skred frem og ikke fandt tegn på hans tilstedeværelse, temmelig sikre på at vi var kommet for sent. Så dagen før Annette skal hjem beslutter vi os for at køre en sidste gang ud og lede efter ham. Vi møder langs hovedvejen en anden gadehund og uden at vi kan forklare hvorfor, beslutter vi os for at køre efter ham. Han fører os til et sted hvor der er en del hunde, men ingen Goldie. Vi fortsætter rundt i området, og da vi har opgivet og er på den modsatte vej af den meget trafikerede hovedvej ser vi Goldie i klammeri med den før omtalte gadehund. Bilen bliver stoppet hurtigt, Annette og jeg zig zaggede ind og ud i trafikken for at komme til den anden side, uden at tænke river jeg fat i den anden hund og skriger til Anette: ”Tag ham op i armene – hurtigt”. Det gør hun så, og så er vi tilbage i bilen. Hvem der var mest forbavset, ham eller os, vides ikke, men glade var vi i hvert tilfælde. Han var i en lidt sørgelig forfatning temmelig tynd og fyldt med bidsår fra diverse slagsmål, og det må så afgjort være de andre der begyndte...... det kan da ikke være vores lille ven eller…? Så skulle han jo bare lige checkes med blodprøve for diverse sygdomme, inden vi vidste om han rent faktisk kunne komme med hjem til Danmark. Det næste døgn gik med at vente på svarene, og med at forkæle den dejlige dreng. Jeg sad på gulvet og læste min bog, imens han sad op af mig og småklynkede i et par timer. Jeg er overbevist om, at han fortalte mig alle de frygtelige ting han havde oplevet i de 6 ugers tid som gadehund. At dømme efter hans udseende, var livet som vagabond ikke noget for ham, og han sov næsten også nonstop i de 2 næste døgn, inden han skulle med mig hjem til Karen. Heldigvis var hans blodprøve okay, og bortset fra en infektion i blodet fra et tægebid, var der intet der ikke kunne kureres med lidt pleje og kærlighed - noget som vi var sikre på han ville få af Karen i Danmark. Og at dømme efter hvad Karen fortæller nu, så er han da både ved at få kræfterne igen og blive en rigtig dejlig bandit. Så selv om ikke alle vores historier har en lykkelig slutning, så må vi få kræfterne til at fortsætte ved at huske på dem der gjorde, og hvilken bedre påmindelse end Goldies historie er der.

© 2006 www.graeskehunde.dk - All Rights Reserved. Designed by Marianne Wehlast