| Rejsebeskrivelse
Athen oktober 2006 |
 |
|
|
|
fortalt af Helle Hasseris og Mai-Britt Nielsen
Onsdag den 11. oktober Fulde af forventninger drog vi den 11. oktober 2006 sammen til Athen for at møde Benedikte samt snuse lidt til gadehundenes eget miljø. Det var Mai-Britts første tur, men Helle havde været på besøg der én gang tidligere på året. Turen derned gik fint, på trods af at vores ”nabo” i flyet led af en afsindig dårlige ånde, men vi tog stærkt til genmæle ved at tale højt og uafbrudt om hunde… Da vi ankom til Athen, tog Benedikte imod os, og vi gik som det første hen for at leje en bil… altså efter Benedikte og Helle havde overtalt Mai-Britt til at lege chauffør i 4 dage… ifølge Benedikte er det overhovedet ikke noget problem, hvis bare man er udstyret med en GPS. Og vi måtte da også hurtigt erkende, at magen til genial opfindelse, skal man lede længe efter…. Da vi havde pakket bilen, og svedende kom ud af den tætte parkeringsplads, satte vi direkte kurs mod Kheratsini Havnen - en grim, beskidt, stinkende og ækel industrihavn. Første mål var at lede efter Benediktes gamle ven. Nu havde vi hørt så meget om ham, så vi måtte simpelthen hilse på ham. På vores første stop i havnen kunne vi ikke få øje på den gamle ven, men til gengæld så vi mange andre dejlige hunde - den ene skønnere end den anden, men mange af dem dog i en sølle stand.
Bagefter kørte vi til et andet sted på havnen. Da vi steg ud af bilen, var der ikke nogen hunde at se, men efter vi havde gået lidt rundt og kaldt, begyndte de så småt at dukke op én efter én… og den ene mere dejlig og kælen end den anden. De mest sky og ikke-socialiserede hunde holdt sig dog hele tiden på behørig afstand. Vi så primært hanner, så der var intet at sige til, at de alle var fyldt med sår og skrammer, da territoriale slåskampe er hverdagskost. Og grimme infektionstilstande efter bidsår var bestemt ikke et særsyn. Det er tydeligt at de har opbygget forskellige territorier på havnen, og hvo den der vover sig ind på fremmed territorium….
Endnu én af flokkene på Kheratsini havnen – det er Bogart, der ses i baggrunden
De mest kælne og kontaktsøgende var Bogart, som er så heldig at have fundet sin helt egen familie i Danmark. Kiki den smukke brune tæve. Og ikke at forglemme de 2 dejlige unghanner Maske og Noller, der begge var super dejlige, frække, sociale og kontaktsøgende. I skrivende stund ved vi, at de nu alle sammen er landet på dansk jord, og det glæder os meget. En sidste unghan som vi mødte, var Buster. Han var lidt mere sky, men også meget kær. Der var ingen tvivl om, at han søgte vores nærvær, men han skulle bare lige sikre sig, at vi ikke gjorde ham noget. Vi håber så inderligt, at Buster også en dag får mulighed for at komme til Danmark.
Efter vores første havnetur var klokken efterhånden blevet mange, og vi måtte finde vores hotel for at tjekke ind…. Først blev vi guidet hen på et værelse, hvor der stod én seng ca. 90 cm bred….!!!! Heldigvis var det en fejl, da ingen af os lige kunne overskue at skulle ligge arm i arm….. Vi fik straks besked på at gå til et andet værelsesnummer…. og igen er en GPS en herlig ting, for mens vi luskede rundt på hotellets små gange for at finde det nye værelse kunne vi høre GPS’en i tasken ”keep right… go to the right….”…. så der var nu ingen fare for at vi ville fare vild i Athen…
Torsdag den 12. oktober På andendagen kørte vi op i bjergene, hvor vi efter kort tid fandt ét af statens internater. Heldigvis var hundenes stand rimelig, og det så ud til, at det var en nogenlunde harmonisk flok, der gik sammen, på trods af at de var rigtig mange. Det var dog meget trist at se, hvordan de higede efter et kærtegn og klap fra os. De nærmest forsøgte at mase sig ud gennem hegnet…. tænk, hvilken længsel efter menneskekontakt….
Mens vi står og kæler med hundene, hører vi pludselig hundegøen længere oppe fra bjerget…. Vi begyndte at gå op af bjergsiden, og efter ganske kort tid finder vi to små bure. I den ene er en skøn smuk tæve med sin hvalp, og i det andet er der to unghunde. Den ene sidder forrest med totalt skæve forben, og den anden sidder i fjerneste hjørne og ryster, så det er en helt gru…. På vej ned fra bjerget fandt vi endnu et bur med en tæve
og hendes to små hvalpe.. de fik også en masse nus, kæl
og godbidder.
Det var ganske hårdt at køre derfra. For det først var vi ikke i tvivl om, at alle hundene var jagthunde, men hvilken skæbne? Stå i et lille bur ene og alene i bjergene…. og stå i sin eget urin og afføring. Og det vildeste højdepunkt må være, når der en enkelt sjælden gang er bud efter dem til jagt – meget trist. Efter vores tur i bjergene tog vi tilbage til Kheratsini Havnen for at se til Bogart, Kiki, Maske, Noller, Buster og de andre hunde. På Benediktes opfordring stoppede vi og købte en masse hunde- og kattefoder og et par pakker cigaretter, som vi gav til et ”bumsepar”, der boede i et gammelt skur på havnen. Der hvor de boede vrimlede det med killinger, så Benedikte og Helle gav dem raskt orme- og loppekur én efter én… Og ”Bumseparret” lovede os, at de nok skulle fodre hundene og kattene med det foder, som vi kom med - så vi håber, at de har holdt deres ord. Da vi nåede hen til Bogart, Kiki, Maske, Noller og de andre, var der nu ankommet en lille bedårende hvalp (Petra) med en lille opspilet ormemave. Vi undrede os dog hurtigt over, hvor Buster var blevet af, men pludselig kommer han hoppende hen imod os på tre ben… Vi blev straks urolige, for hvad var der nu sket med ham. Vi var meget i tvivl om, hvorvidt benet var brækket, eller det skyldtes infektion i et bidsår… benet var ihvertfald hævet og blødte. Det var hjerteskærende at se, hvordan han humpede rundt på tre ben. Heldigvis viste det sig, at det ikke var brækket, så hans skade kunne klares med noget antibiotika.
Dejlige, søde og forsigtige Buster med sit
skadede ben, der heldigvis
Da vi kom hjem på hotellet om aftenen, havde vi kun én ting i hovedet, og det var I SENG!!!
Dagen startede med endnu en tur i bjergene, hvor vi fandt yderligere et internat, som heldigvis også virkede nogenlunde fornuftigt. Dér varhundene dog mere i sikkerhed, da det var omgivet af høje mure, og ikke alle og enhver kunne komme derind. På vej ned fra bjergene passerer vi en lille plads, hvor Mai-Britt pludselig stopper bilen…. Hun synes at kunne se en lille hund stå i et bur. Vi går alle tre hen imod buret. Og ganske korrekt vi ser til vores skræk og rædsel, at der står den kæreste jagthundetæve i et bur på ca. 4 m2, og som om at det ikke er nok, står hun ydermere bundet i en lænke. I buret er der fyldt med gammel afføring i massevis…. Hun gør alt hvad hun kan for at presse sig om mod hegnet, så hun kan modtage vores kærtegn, men det værste var dog at se blikket i hendes øjne…. At se et flokdyr stå ene og alene på meget begrænset plads, og uden selskab af bare én eneste artsfælle, ja det var næsten ikke til at bære.
Et uværdigt hundeliv.
Vi måtte dog tage os sammen til at forlade stedet for at køre endnu engang i Kheratsini Havnen for at hente Kiki og Petra. Desværre konstaterer vi hurtigt, da vi ankommer til Havnen, at Bogart er pist forsvunden. På trods af at vi går og kalder, kommer der ingen Bogart. Da vi ville tage Petra med, kom én af arbejderne på havnen og sagde, at hende måtte vi ikke tage, da hun var hans. Dette på trods af at hun var i ussel stand med dårlig pels, meget beskidt, mega ormemave og stort bidsår i det ene øre. Så vi besluttede at komme igen om aftenen, når der ikke var så mange, der arbejdede på skibene i havnen, og som sagt så gjort. Vi kom tilbage og gemte bilen bag nogle containere, så vi ikke var så synlige. Benedikte gik den ene vej og vi den anden, og pludselig kom Petra frem bag Benedikte, der lige så stille og roligt lokkede hende med sig. Petra fulgte glad og logrende med, og haps så var hun på Benedikte arm. Men pludselig dukker der endnu en lille tævehvalp op, Paula, som formentlig er Petras søster, så haps endnu engang. Nu var begge hvalpe i bilen, så nu var det med at få Kiki derind også, og så afsted i fuld fart. Vi kørte direkte til en kennel, hvor vi anbragte Kiki. Og på trods af at hun var lidt trykket af pludselig at befinde sig i bagagerummet af en bil, og dernæst på en kennel, så synes vi, at hun tog det hele i stiv pote. Petra og Paula blev efterfølgende afleveret hos vores fantastiske hvalpepassende familie, hvor de har haft det som blommen i et æg, indtil de kom hertil Danmark for kort tid siden.
Petra og Paula er lige blevet afleveret, og falder straks over et stort fad med vand. Dagen rundede vi af med en fantastisk lækker middag på en hyggelig græsk restaurant sammen med to af vores kontaktpersoner – en rigtig god sidste aften. Lørdag den 14. oktober Inden vi nåede at se os om, var det blevet hjemrejsedag. Efter at have tjekket ud fra hotellet begav vi os hen til én af vores kontaktpersoner for at hente de første hunde, der skulle med flyet til Danmark. Inden vi kører i lufthavnen, får Mai-Britt overtalt Helle og Benedikte til at køre forbi Kheratsini havnen for at se, om Bogart er dukket op. Det var han desværre ikke, og efter mange forgæves kalden og lokken, bliver vi nødt til at køre mod lufthavnen. Benedikte lover dog Mai-Britt, at hun næste dag vil tage ned og lede efter ham sammen med én af vores kontaktpersoner. I lufthavnen opstod der en lettere forvirret og kaotisk stemning, da vi både manglede transportkasser i de rigtige størrelser, og vi pludselig endte op med at have én kasse for meget. Vi tog chancen og spurgte pænt, om vi ikke kunne få lov til at få en ekstra kasse med, og sandelig om det ikke virkede. En del af de hunde, der skulle med os hjem, var næsten lige ankommet fra Chios. Én af dem var Paddy, der desværre led voldsomt af transportsyge. Så nu var gode råd dyre. Skulle vi rokere om på hunde og fly velvidende, at vi ville sætte himmel og hav i bevægelse derhjemme, da hundene så ikke ankom som planlagt…. Vi besluttede os for at give ham noget beroligende i lufthavnen samt bytte om, så han kom med Helle og det første fly hjem. Heldigvis må pillen have hjulpet, for hans tilstand var langt bedre, da han landede i Kastrup. Og Benedikte holdt sit ord. Om søndagen tog hun sammen med én af vores kontaktpersoner ned på havnen for at lede efter Bogart. Da de heller ikke kunne kalde ham frem, besluttede de sig for at gå lidt længere hen på havnen. Og pludselig hørte de en piben, som viste sig at være Bogart, der var faldet i havnen. Gud ved hvor længe han havde ligget dér – og værst af alt, hvorfor havde ingen forsøgt at redde ham? Men heldigvis fik de ham samlet op, og tog ham med hjem til vores kontaktperson. Ja og lige nu ligger Bogart i en dejlig varm stue i et dejligt dansk hjem, for Bogart var så heldig at blive adopteret forholdsvis hurtigt af en dejlig dansk familie. Lidt stof til eftertanke Vi er nu begge vel hjemme i Danmark igen, men hundene er bestemt ikke glemt – ikke én eneste af dem. Vi tænker ofte på vores 4 dage i Athen, og er også blevet en del klogere, end inden vi rejste ud. Det som gør mest ondt, er den afmagt, vi føler. Der er ingen tvivl om, at det vi skal have mest fokus på er at få nogle flere plejefamilier, for uden dem har vi ikke mulighed for at redde de hunde, der ikke er i sikkerhed på gaden. Og så vil vi også gerne slå et slag for adoption af de voksne hunde og ej at forglemme hanhundene. Og sidst men ikke mindst er vi glade for, at det ikke er os, der skal kigge ind i et par våde hundeøjne og sige: ”Du kommer ikke hjem, fordi du er for grim, du kommer ikke hjem, fordi du er hanhund, du kommer ikke hjem, fordi du er for gammel, du kommer ikke hjem, fordi du har et handicap etc.” Og så er der vist kun en sidste ting at sige til Benedikte og alle de dejlige mennesker i Grækenland, der utrætteligt kæmper for dyrenes ve og vel – RESPEKT!!!!
Kære Buster og alle I andre hjemløse
|
|
| ©
2006 www.graeskehunde.dk - All Rights Reserved. Designed by Marianne Wehlast |