Hvem er vi?
Vi der er involveret i arbejdet med at hjælpe hundene i Grækenland er alle - tidligere - turister, der har set bag facaden i det ellers smukke land, hvordan mange hunde og katte lever et usselt liv med sygdom, sult og mishandling.
Vi har mærket den hjælpeløshed man kan føle ved ikke at kunne gøre noget, men i stedet for at tage hjem fra ferien og fortrænge den lidelse vi har set, har vi valgt at gøre noget, og har følt glæden ved at finde andre, der havde det på samme måde.
Vi arbejder alle frivilligt og ulønnet for at hver en krone kan gå ubeskåret til at hjælpe dyrene. Vi er gennem årene blevet flere og flere der løfter i flok, og ser at vi rent faktisk kan gøre en forskel.
Igennem de sidste 10 år, er vi blevet flere og flere frivillige, der er fælles om ønsket om at hjælpe de græske gadehunde.Vi tæller ca. 80 frivillige, der arbejder med indsamlinger, loppemarkeder, sponsering, som plejefamilier eller besøgshold, formidlere, koordinatorer o.s.v.
Vores arbejde udføres for indsamlede midler. Dyrlæger, foder, loppekure, antibiotika, transportkasser, halsbånd etc. koster alt sammen penge og takket være vores trofaste støtter, kan det lade sig gøre at hjælpe mange dyr hver eneste måned. Nogen vælger at støtte os direkte økonomisk, enten med et fast beløb hver måned, eller med et engangsbeløb, men ens for alle er, at det er med til at hjælpe dyrene på gaden.
Vi får løbende større og mindre donationer fra firmaer i form af foder, medicin etc. som alt sammen bliver brugt i Grækenland i et forsøg på at hjælpe så mange uønskede dyr som muligt. Vi er dybt taknemmelige over disse donationer, og ydmyge over at vores budskab er nået så vidt omkring.
Benedikte arbejder hele sommeren på Ios, hvor hun også sørger for kastration og sterilisation, først og fremmest af øens mange katte. Benedikte er vores bindeled til de forskellige organisationer og privatpersoner i Grækenland, og hendes utrættelige arbejde med neutralisering og forbedring af dyrenes velfærd, er kendt både i Grækenland og Danmark.
Marianne designer og opdaterer hjemmesiden, og står desuden for PR, kommunikation og kontakt til pressen. Det politiske aspekt af vores arbejde bearbejdes af Marianne og Benedikte i fællesskab.
Peder Christian er vores kasserer, og holder dermed styr på udgifter og indtægter, donationer og så meget mere, som vi andre slet ikke har forstand på, og ydermere er PC's moralske opbakning uundværlig.
Formidlerne
Jette er om nogen dyreelsker. Hendes hus myldrer med heldige hunde og katte. Jette er, ud over selv at være formidler, også koordinator for alle vores formidlere.
Da vi ønsker at de hunde der findes egnede til adoption, og dermed får en chance for et godt liv i Danmark, finder den helt rigtige familie, har vi et hold af dygtige og kvalificerede formidlere, der gør alt hvad der står i deres magt for at finde det helt rigtige hjem til hver enkelt hund.
Potentielle 'græker-ejere' bliver omhyggeligt udvalgt af vores formidlere, hvorefter de gennemgår en godkendelsesproces, før de godkendes til at adoptere én af vores hunde.
Formidlernes arbejde er en stor og vigtig del af Græske Hunde, og da vi holder kontakten med adoptionsfamilien ved lige resten af hundens liv, er formidlernes arbejde og deres kontakt til adoptivfamilierne også vores forsikring om at 'vores' hunde har fået et godt og værdigt hundeliv som de fortjener.
Sponsorer, arrangementer m.v.
Linda er dyrlæge, og hendes hjerte banker for dyrene. Ud over at være formidler, gør Linda et fantastisk stykke arbejde med at skaffe sponsorer, der bidrager med foder, medicin og andet udstyr. Linda er endvidere drivkraften bag størstedelen af vores arrangementer, hvor der indsamles midler til vores arbejde.
Vil du eller dit firma støtte Græske Hunde som sponsor bedes du henvende dig til Linda på: lindadue@dsr.kvl.dk
Du kan også støtte vores arbejde som privatperson - flere oplysninger her
Plejefamilierne
Ruth har den svære opgave at koordinere vores plejefamilier. Ruths arbejde er højt værdsat, og vi kan slet ikke undvære hende. Har du spørgsmål eller andet vedr. plejefamilier, kan Ruth kontaktes på: egerod@gmail.com
Græske Hunde er så heldige at have et hold af meget dygtige og engagerede plejefamilier, der, ofte med meget kort varsel, stiller sig til rådighed, indtil de hunde der kommer hjem fra Grækenland finder et permanent hjem i Danmark.
Uden dette hold af plejefamilier ville vi slet ikke være i stand til at redde så mange hunde som vi er, og vi er vores plejefamilier stor tak skyldig.
Er du selv interesseret i at melde dig som plejefamilie, bedes du venligst læse nedenstående grundigt igennem.
Flere af vores dygtige plejefamilier har endvidere meldt sig som frivillige til et Udrykningshold, der stiller deres hjem til rådighed og kan tage ud og hente en hund, der af én eller anden grund ikke kan blive hvor den er.
Vi kan altid bruge nye, gode plejefamilier. Hvis du overvejer at blive plejefamilie for Græske Hunde bedes du læse "Før du melder dig som plejefamilie"
Besøgsholdet
Mona er formidler og også koordinator for vores uundværlige besøgshold. Besøgsholdets og Monas indsats har hjulpet mange græske hunde og katte til et godt liv hos familier der forstår at værdsætte dem. Vil du vide mere om vores besøgshold, kan Mona kontaktes på: besoegsholdet@gmail.com
Står man for at ville anskaffe sig en hund fra Grækenland med en ofte ukendt baggrund, kan der dukke mange spørgsmål op. Derfor har vi etableret et besøgshold bestående af erfarne hunde- og grækerejere, som kommer på besøg til en potentiel familie. Her kan man som mulig adoptivfamilie få mulighed for at spørge om alt mellem himmel og jord, at høre de erfaringer andre græker-ejere har gjort sig.
Under besøget får besøgsholdet samtidig mulighed for at vurdere, om familien har resourcer til at give en hund med en anderledes baggrund, et godt og trygt liv, og giver ud fra deres observationer samt et besvaret spørgeskema, deres anbefaling af familien som egnet / ikke egnet videre til formidlerne.
Kun familier godkendt af vores besøgshold vil kunne adoptere en af vores hunde.
Besøgsholdets arbejde er blevet en helt uundværlig støtte i adoptionsarbejdet til glæde for både adoptionsfamilier og os, der ønsker at vores hunde kommer i et hjem, hvor de vil blive elsket og værdsat.
Adfærdsrådgivning
Mai-Britt er hundeadfærdsrådgiver, og medejer af hundeskolen Hund & Harmoni i Helsingør. Mai-Britt er altid parat med råd og vejledning, og vi sætter stor pris på hendes hjælp og professionalisme. Mai-Britt kan træffes på: info@hundogharmoni.dk
Hvis du har adopteret en hund gennem os, og hvis du har spørgsmål af adfærdsmæssig karakter, så er du velkommen til at kontakte Græske Hundes adfærdsrådgiver Mai-Britt Nielsen.
Mai-Britt er medejer af hundeskolen Hund & Harmoni i Helsingør, der tilbyder alle former for hundetræning, enetimer samt adfærdsbehandling. Du kan læse mere på hjemmesiden www.hundogharmoni.dk.
Telefonisk rådgivning er gratis, men du skal dog være opmærksom på, at ikke alle adfærdsmæssige ubalancer kan løses over telefonen og i nogen tilfælde kræver en adfærdskonsultation. Mai-Britt tilbyder Græske Hundes adoptanter rabat i forbindelse med adfærdskonsultationer.
Og alt det andet...
Det er helt umuligt at remse alle de mange opgaver op, som klares af fantastiske mennesker, der bruger hele deres fritid på at hjælpe med alverdens forskellige opgaver. Nævnt i flæng skal der hentes og opbevares transportkasser, modtages adoptivfamilier, hunde og rejsende i lufthavnen, samles, opbevares og transporteres effekter til loppemarkeder, produceres og ophænges posters m.v., arrangeres loppemarkeder, events og hundetræf, o.s.v, o.s.v. Alt dette arbejde gøres af kærlighed til dyrene, og i håbet om, at vi kan gøre en forskel.
Bestyrelsen
Benedikte Bjerre
Formand
Marianne Wehlast
Næstformand
Peder Christian Pedersen
Kasserer
Lone Charpentier
Lone Korsgaard
Vedtægter
CVR nr. 30 74 17 65
Eventuelle spørgsmål vedr. regnskab etc. bedes rettet til kasserer@graeskehunde.dk
© 2012 Graeske Hunde, Denmark - Registered charity no. 30 74 17 65 - All Rights Reserved - Designed by Marianne Wehlast