Hvad er baggrunden for problemerne?
Baggrunden for problemerne er flere: Ifølge den græske lovgivning er det de enkelte kommuners ansvar at sørge for neutralisering, dyrlægehjælp og adoption af hunde og katte på gaden, men som enhver der har besøgt Grækenland ved, lever kommunerne ikke op til dette ansvar. Derfor er der godt 500.000 hunde der lever på gaden, og endnu flere katte. Langt størstedelen af disse dyr er kasserede kæledyr, dels fordi den græske lovgivning ikke giver mulighed for human aflivning af raske dyr, og dels fordi grækere generelt er imod neutralisering af hunde og katte, hvilket resulterer i mange uønskede kuld flere gange om året.
Indtil de lovgivningsmæssige og politiske problemer bliver løst er der kun én taber, nemlig de dyr der efterlades på gaden til et liv med sult, sygdom og mishandling. Derfor er det op til private og dyreværnsforeninger at hjælpe, og det er disse private og foreninger, Græske Hunde samarbejder med.
Hele sommeren arbejder Benedikte på Ios, hvor hun også sørger for kastration og sterilisation, først og fremmest af øens mange katte. Til vores store glæde har Benediktes store arbejde på Ios båret frugt, og det er fra højeste sted blevet bemærket at antallet af herreløse dyr på Ios er stærkt faldende.
Vi forsøger løbende at skabe politisk opmærksomhed omkring problemerne med henvendelser og oplysninger til relevante politikere og ministerier i både Danmark, Grækenland og EU.
Grækenlands strenge, men aldrig håndhævede, dyreværnslovgivning hedder Law 3170 af 2003. Den kan læses i en engelsk oversættelse her:
Græske Hunde og andre har i flere forbindelser forsøgt at rejse spørgsmål vedrørende dyrevelfærd i Grækenland overfor EU Kommissionen, altid med samme svar: "Herreløse hunde og kattes velfærd er et spørgsmål, der fuldstændig er de græske myndigheders ansvar, og Kommissionen har intet retsgrundlag for at gribe ind over for denne medlemsstats myndigheder i forbindelse med dette spørgsmål. Derfor kan ingen særlig fællesskabsstøtte komme i betragtning."
PENGE er en væsentlig faktor, og der bliver ofte stillet kritiske spørgsmål - her et eksempel fra en hollands avis
Men det er stadig vigtigt at forsøge at kæmpe for dyrene politisk og i de græske medier, og Græske Hunde deltager aktivt i opbyggelsen af et internationalt samarbejde for at hjælpe dyrene i Grækenland.
Græske Hunde var initiativtagere til en demonstration i Athen i maj 2006, som blev et vigtigt led i den spirende dialog. Siden da er samarbejdet organisationerne imellem vokset, og vi begynder at kunne se resultater af vores samarbejde i flere sammenhænge.
Vi samarbejder bl.a. med følgende organisationer:
Coalition In Defense of Animals in Greece (CIDAG) - CIDAG er den største sammenslutning af dyrevelfærdsorganisationer og privatpersoner i Grækenland. CIDAG står bl.a. bag kompagnen "Condemned by them - saved by us".
Society for the Protection of Stray Animals (SPAZ) - Græsk organisation der siden 1987 har arbejde på at forbedre forholdene for herreløse dyr i Athen og omegn.
Ilioupollis Animal Welfare Union - Græsk organisation i Athen. Græske Hunde har arbejdet sammen med personerne bag organisationen i mange år før Iliopolis Animal Welfare Union blev dannet, og har den dybeste respekt for deres arbejde.
SAWA - Santorini Animal Welfare Association. En organisation på Santorini der hjælper uønskede dyr. Én af SAWAs stiftere er dyrlægen Margarita, som er den dyrlæge Benedikte i mange år har benyttet når hun er i Grækenland.
Chios Animal Welfare Society - Chios Animal Welfare Society arbejder hårdt for at gøre noget ved de meget store problemer der er på øen med både uønskede hunde og katte, men også æsler og andre dyr.
Welfare for Animals Global - Den amerikanske organisation WAG har i mange år arbejdet med at forbedre forholdene for dyrene i flere lande, og specielt i Grækenland. WAGs stifter Marijo Gills kæmper en utrættelig kamp, og er ganske frygtløs. Marijo har boet mange år i Grækenland, og kender forholdene til bunds. Græske Hunde har haft kontakt med Marijo i flere år og vi udveksler løbende oplysninger med WAG og har samarbejdet i flere sammenhænge.
Arche Noah, Tyskland - En hjemmeside om det fantastisk store stykke arbejde Arche Noah gør, og har gjort gennem mange år, for at hjælpe hunde i Grækenland.
Greek Animal Rescue (GAR), England - Greek Animal Rescue (GAR) er grundlagt i 1989, og har gjort et kæmpe stykke arbejde for Grækenlands dyr.
Greek Animal Rescue, Canada - Den canadiske afdeling af GAR, der har eksisteret siden 1998.
GAWF England - Endnu en engelsk organisation der arbejder hårdt for at forbedre forholdene i Grækenland.
CHANSHUND, Sverige - CHarity for ANimals Society i Sverige hjælpe dyr i nød i flere lande.
Du kan se billeder fra demonstrationen i Athen i vores nyhedsarkiv.
© 2011 Graeske Hunde, Denmark - Registered charity no. 30 74 17 65 - All Rights Reserved - Designed by Marianne Wehlast