Protesten i Athen
Af Marianne
Opdatering
den 9. juni 2006: Artikel fra Eleftherotypia
Som de fleste af jer efterhånden ved, var Benedikte og jeg
i Athen den 20. maj til en demonstration imod den måde, os der
gerne vil hjælpe dyrene på, bliver behandlet, samt en
protest imod dele af den eksisterende dyreværnslov.
Når man sidder her idag, er det svært ikke at være
en lille smule stolt over, at initiativet til det hele kom fra os
i Græske Hunde. Kort fortalt opstod idéen en dag da jeg
talte med en kvinde i New York som jeg kom i kontakt med i forbindelse
med sagen om vores 7 hunde i juli 2005. Hun har boet det meste af
sit liv i Grækenland og har efter hun er vendt hjem til USA
startet en organisation for at hjælpe dyrene. Hun fortalte mig
om en demonstration hun havde været med til at arrangere i forbindelse
med olympiaden i Athen i 2004. Allerede da Grækenland vandt
melodi grand prixet, havde jeg tænkt tanken om at lave 'noget'
i den forbindelse, og da jeg nævnte det for denne kvinde blev
hun fyr og flamme, og opfordrede mig til at gå igang.
Nu var der på det tidspunkt rasende lang tid til maj 2006,
så der skete ikke rigtigt noget før for et par måneder
siden. Vi sendte en forespørgsel rundt til de organisationer
vi har kontakt med, om de var interesserede i at lave en demonstration.
Vi lavede en flyer og opfordrede til at organisationerne sendte deres
logoer, og dermed blev medunderskrivere af protesten på flyeren.
Først var tilbagemeldingerne sparsomme. Mest for grækernes
vedkommende - fordi de fantastiske mennesker der vier deres liv til
at hjælpe dyrene, i lang tid har været udsat for chikane,
og mange af dem er bange. Men efterhånden kom flere og flere
ud af busken, og til vores store glæde meldte også CIDAG,
der repræsenterer ikke mindre en 53 organisationer, sig som
medunderskrivere. Desuden havde organisationer i England, Tyskland,
Canada, USA, Holland og Sverige meldt sig under fanerne. Nu begyndte
det at ligne noget!
En pressemeddelelse blev formuleret, og omformuleret mange gange,
og da alle var tilfredse blev den udsendt til pressen i alle de lande
hvis organisationer havde underskrevet flyeren - så mange at
flere var ude for at deres mailsystemer gik ned i flere omgange....
Alle blev opfordret til at bidrage med fotos og historie, og én
af vores kontaktpersoner i Athen, der er uddannet grafiker, gik i
gang med at producere de store plakater vi bar under demonstrationen.
Hun lavede et kæmpe stykke arbejde, og plakaterne var fantastisk
flotte og fortalte hver især en historie. Alle billederne var
taget af de deltagende organisationer.
Og endelig blev det den 20. maj.....
Kl. 12:00 mødtes vi på Syntagma Square i det centrale
Athen. Først nogle få, men i løbet af den første
½ time sivede flere og flere til, og vi nåede op på
omkring 35 mennesker.
| 
Først var vi ikke så mange - posterne stod op
ad en væg.
Heldigvis kom de alle i brug senere |

En turist ser på de voldsomme billeder og undrer sig.... |
|

Vi blev flere og flere og mange stoppede op og læste
og fik flyers. |

En herreløs hund kom 'in person' for at takke os for
hjælpen.
Han blev selvfølgelig kælet og klappet i én
uendelighed... |
|

Nogle af de utrolige mennesker der kæmper med problemerne
lige
udenfor deres egen hoveddør hver eneste dag. |

Hæhæ - når man ser på det her billede
er det egentlig utroligt at jeg
ikke blev anholdt!! |

Nogle af vores faste kontaktpersoner i aktion |

Mange fik flyers og læste om problemerne |
Faktisk blev vi modtaget bedre end jeg havde regnet med. Jeg var
ikke helt sikker på om vi ville blive råbt af eller anholdt
(både Benedikte og jeg havde for en sikkerheds skyld ladet passet
blive hjemme - så kunne de da ikke tage det fra os....) men
til vores store overraskelse fik vi mange positive tilkendegivelser.
Turisterne var rystede over de forhold vi kunne fortælle om
og vise billeder af, og mange både turister og grækere
spurgte om hvordan de kunne hjælpe. Ganske få råbte
efter os - faktisk mest ældre græske damer - men de fik
svar på tiltale fra 'vores' græske damer!
Efter godt 3 timer i den bagende sol pakkede vi sammen og begyndte
forberedelserne til den næste demonstration som skulle finde
sted i den olympiske by hvor melodi grand prixet skulle afholdes.
Kl. 18:00 var vi på barrikaderne igen.
Først var vi lidt i tvivl om hvor vi skulle tage opstilling,
men Benedikte fik øje på en bro hvor alle de store pressevogne
fra TV stationerne holdt, lige foran metro stationen hvor alle tilskuerne
ankom, og så var der jo ikke så meget tvivl om hvor vi
skulle stå. Politibilerne kredsede om os da vi pakkede vores
plakater ud, og flere, inklusive mig selv, var en smule nervøse.
En politibil tog direkte kurs imod os, men til vores store overraskelse
sendte han os et stort smil da han standsede lige ved siden af os.
Nogle af de græske piger gik over og forklarede ham hvad vi
lavede, og til vores store glæde udviste han sympati med vores
sag. Han sagde at vi kunne blive, men at vi måske blev nødt
til at flytte os hvis der blev ballade. Vi havde ingen planer om at
råbe og skrige, tværtimod stod vi meget roligt - som i
sorg over de mange triste skæbner - og vi fik lov til at blive
indtil vi pakkede sammen ved 22-tiden da grand prixet startede.
| 
Vi var ikke sådan at overse.... |

Alle bliver tilbudt en flyer |

Broen med pressevogne og metroen i baggrunden |

Politiet holdt godt øje med os |

Vores billeder vakte opmærksomhed |

Mange læste vores budskaber |

Et af de mange spørgsmål bliver besvaret |

Se lige der.... |

|
 |
Igen var reaktionerne fra folk der gik forbi mere positive end forventet.
Det var en kæmpe force at så mange nationaliteter og sprog
var repræsenteret. Vi kunne svare på spørgsmål
på engelsk, græsk, hollandsk, dansk, svensk o.s.v. En
ældre græker skældte dog højlydt op og sagde
at det var da ikke billeder at vise når der var så mange
turister tilstede - hun troede vi alle var grækere - men det
bekræftede os jo blot i at det var PRÆCIS det rette tidspunkt...
Flere kamerahold kom ned fra broen og filmede os på nærmere
hold, og vi fik via mobiltelefon at vide at vi netop havde været
i nyhederne på to landsdækkende tv-stationer. En fotograf
fra Associated Press tog flere billeder af os, og en journalist dækkede
det meste af forløbet. En kameramand fra en græsk tv-station
spurgte efter i nogen tid at have studeret vores plakater og flyere,
om han måtte have lov til at lave en udsendelse om problemerne.
Han spurgte nogle af de græske piger der var tilstede - og selvom
jeg ikke taler et ord græsk tror jeg godt jeg kender svaret....
Den første artikel har allerede været printet i én
af 4 store landsdækkende aviser. Desværre har vi endnu
ikke oversættelsen, men den kommer naturligvis på siden
ligeså snart vi får den.
Alt i alt en uforglemmelig dag. Alene det at møde så
mange frygtløse mennesker, der hver eneste dag imod alle odds
kæmper hårdt for det de tror på, var livsbekræftende
og opmuntrende, og vil give kræfter til mange kampe i fremtiden.
Kampe for dem der ikke selv kan tale. Vi mødtes i vores fælles
tro på at sammen kan vi ændre forholdende for de dyr vi
alle ønsker en bedre fremtid. Vi vil finde styrke i vores fællesskab.
Dagen efter demonstrationen modtog vi en mail fra USA med ordene:
'You have planted a seed - now watch it grow'.... En bedre 'anmeldelse'
kan man vist ikke få!