Rejse til Athen, oktober 2006


Fortalt af Lone Korsgaard

 

En tidlig søndag morgen i oktober drog jeg af sted til Athen, for at opleve forholdene dernede på tæt hold. Den egentlige mission for disse 5 dage var at fortsætte jagten på vores 7 stjålne hunde, som vi jo i snart et år har haft rettens ord for er vores. Anna var kommet i besiddelse af nye oplysninger om hundene, og det var disse vi fulgte, for at se om vi kunne afklare de 7 forsvundne hundes skæbne. Af gode grunde, kan jeg ikke komme nærmere ind på hvor vi har været, og hvad vi indtil videre er kommet frem til, men jeg kan fortælle at Benedikte, Anna og jeg var på farten i 12-14 timer hver dag, og at vi ikke har opgivet håbet om at finde dem endnu. I vores søgen efter de 7 stødte vi naturligvis på mange andre hunde, og oplevelser, og det er disse, jeg vil dele med Jer her.

Vi havde kun lige forladt lufthavnen, da Benedikte midt på motorvejen råber ’STANDS! Der er en killing på vejen!’ Og ganske rigtigt, inde ved midterrabatten løb der en ganske lille og meget skræmt killing rundt. På mirakuløs vis lykkedes det Benedikte og Anna at få killingen sikkert over vejen, hvor den hoppede lige op i favnen på Anna. Hvor heldig har man lov at være?!? Killingen faldt straks i søvn i bilen, udmattet efter de barske oplevelser den må have haft der på motorvejen, og vi døbte den Highway Harry. Senere fandt vi ud af at det var en lille pige, men hun må altså leve med sit drengenavn indtil hun får en familie… til gengæld er hun nu i sikkerhed hos en af vores kontaktpersoner, sammen med en flok andre killinger på samme alder.

Vores første planlagte stop var et marked, som Benedikte tidligere har besøgt. Her sælges alt mulig skrammel og desværre også dyr. Vi fandt mange stader med dyr – de fleste med fugle, men flere af dem havde alt lige fra grise, katte og hunde, og én havde sågar også en pony. Alle dyrene var stuvet sammen i små bure, uden hverken vådt eller tørt, og med de ca. 30 grader der var den dag, var det dyrplageri på højt niveau. Mange af dyrene var da også syge i en eller anden grad, og flere af dem kunne ikke stå oprejste i deres bure. Vi ville have købt alle dyrene fri hvis vi kunne, men gør man det, er man blot med til at skabe et marked, og den tomme plads bliver hurtigt optaget af et nyt dyr. Det var ganske forfærdeligt at se forholdene, som disse dyr var udsat for, og jeg glemmer aldrig de meget triste øjne jeg blev mødt med når dyrene kiggede ud på mig – der var absolut ingen livsglæde tilbage, og det hos selv de helt små hvalpe.

Fra markedet med den illegale dyrehandel. Det er en so med to smågrise der er i buret bag ponyen.

Hvalpen i buret til højre kunne ikke stå oprejst

 

Herefter gik turen til Kheratsini – havnen uden for Athen, hvor store flokke af herreløse hunde holder til. En af de første der kom os i møde var Benediktes gamle ven – og hold da op en dejlig hund. Det er fantastisk at en hund, som lever så trist et liv, kan være så blid og venlig. Desværre for ham er han en forholdsvis stor hund, og en hanhund, hvilket gør det yderst vanskeligt at finde en familie til ham – sørgeligt, for han ville være en super familiehund er jeg sikker på. Han vandt i hvert fald mit hjerte! I hans flok var der en gammel han, som Benedikte har fulgt gennem længere tid. Han var nu tydeligvis meget syg, så det eneste rigtige var at tage beslutningen om at give ham fred på human vis, så han ikke skal gå en lang og pinefuld død i møde. (I skrivende stund har den gamle fået hjælp til at komme over regnbuebroen).

I den anden del af havnen holdt en endnu større flok til. Nogle tillidsfulde og opmærksomhedssøgende, andre sky og forsigtige. Der var især en ung tæve, som vi alle 3 meget gerne vil hjælpe. Hun længtes tydeligvis efter kærlighed, og virkede utrolig blid og kærlig, så hvis det er muligt vil hun blive samlet op og sat til adoption. Jeg ville ønske at vi kunne hjælpe dem alle, og man skal virkelig have et hjerte af sten for ikke at blive berørt af de skæbner man møder her, og de mange triste øjne der kigger på én og beder om bare en lille smule kærlighed. Hvor meget vi end gerne ville, så kan vi jo ikke tage dem alle med os, men der blev delt mange klap og godbidder ud, og sørget for rent drikkevand, så forhåbentlig har vores besøg givet nogle af hundene en oplevelse af at ikke alle mennesker vil dem ondt.

Benedikte og hendes gamle ven fra Kheratsini. Det er vist uden tvivl gensidig gensynsglæde!

Den gamle han, som var meget syg, og nu er gået over regnbuebroen.

Hvem kan stå for det fjæs?!?

Det er disse forhold hundene lever under i havnen.

 

Videre til næste havn; Piræus, hvor der overraskende nok ikke var specielt mange gadehunde, og de der var, så ud til at have det OK, omstændighederne taget i betragtning. Ved banegården fandt vi dog en stort set tro kopi af ’Papkasse-hunden’. Han var super kælen og glad, men havde et rigtig grimt sår på den ene pote. Dog kunne man se at nogen tager sig af ham, så vi nøjedes med at gi’ ham lidt kærlige klap og opmærksomhed inden vi fortsatte videre.

Dagens (aftenens) sidste stop var hos en af vores kontaktpersoner, som er helt fantastisk. Familiens hus rummer adskillige hunde, katte og skildpadder (der var lige klækket 20 små unger!), som alle er blevet samlet op på gaden, og blot venter på at komme til gode og kærlige hjem. Oppe på tagterrassen havde de en lille flok hvalpe. Den ene af dem lignede min egen Chios, som hun må have set ud som hvalp, så det var meget rørende for mig at møde hendes unge dobbeltgænger, da jeg jo aldrig har set hende som hvalp.

Papkasse-look-aliken fra banegården, som nød en hyggestund med et venligt menneske.

Intet dyr er for småt til at blive hjulpet – det vrimlede nærmest med skildpadder dernede.

’Farlige, vilde gadehunde’… tjae, eller bare nogle dejlige væsner som ønsker lidt opmærksomhed…

Den unge tæve som var i løbetid, og som kunne se vinteren i møde med et kuld hvalpe… hun er selv bare en stor hvalp.

Ja ren bliver man ikke af at bo på gaden!

Mon ikke han nok snart skal finde sin helt egen familie?

Lille Kostas fra det private internat, som leder efter et kærligt hjem.

Spiky – en rigtig glad dreng, som også søger et godt hjem

Narita på godt 1 år er også fundet på gaden, og mangler en god familie

Snoopy bor også sammen med de ca 50 andre hunde indtil han finder et nyt hjem.

De forstår afgjort at ’sælge’ sig selv. Der er kamp om opmærksomheden!

Endnu en af dem som der er håb for…

 


Mandag var det de 7, som optog størstedelen af dagen, men på et af vores stop kom vi forbi et lille torv hvor en flok herreløse hunde straks kom os i møde…måske var det de tyggepinde vi havde med som lokkede, men opmærksomhed fik vi i hvert fald. Utroligt at de stadig har så stor tillid til mennesker. Det var en flok, som alle på nær én var mærkede med de karakteristiske røde og blå halsbånd, som signalerer at kommunen har ’styr’ på dem. Den eneste, som ikke bar kommunens halsbånd var en ung tæve, som var i sin første løbetid. Alle hannerne var store hunde, så man kan kun forestille sig hvordan det må blive for hende at få et kuld store hvalpe her til vinter!! Heldigvis mødte vi senere en dame, som tager sig af gadedyrene i dette område, og hun lovede at hun ville sørge for at fange hende ind og få hende steriliseret, så snart hendes løbetid er ovre!

Næste dag fortsatte jagten på de 7, men vi skulle også lige en tur til dyrlæge med en flok hvalpe og ’Highway Harry’. Der blev givet vacciner og lavet pas, så de heldige udvalgte kunne blive rejseklare til et nyt og bedre liv. Senere på dagen gjorde vi stop hos en af vores trofaste kontaktpersoner. Her bor der for tiden en hund i en stor transportkasse. Stakkels Faris, som er bror til Paris, var blevet kørt ned af en bil, og havde fået opereret sit bagben. Den lille fyr skal hvile benet, så han må tilbringe størstedelen af dagen i en stor transportkasse, hvor han tålmodigt ligger og kigger ud iført sin plastic krave. Han er så god, og tager det hele rigtig pænt. Han siger til når han skal ud og tisse, og ligger ellers og hygger sig med tyggeben og legetøj inde i sin kasse. Han bliver naturligvis lykkelig når man sætter sig ned og snakker lidt med ham, så jeg tror helt bestemt han glæder sig til den dag hvor han igen må bruge sit ben, så han kan komme ud og opleve verden. Og sikkert er det, at den familie, der vælger ham, får en helt fantastisk hund.

Onsdag var min sidste hele dag i Athen. Vi fulgte flere spor efter de 7, men denne dag var primært dedikeret til et besøg hos en dame, som har sit eget ’internat’. Dvs. hun samler dyr op fra gaden, og har dem på sin ejendom. Til naboernes store beklagelse har hun indrettet størstedelen af sin grund med store løbegårde og huse til hundene. Garagen er også inddraget til fordel for hundene, og hele kælderen huser de katte hun samler op. Der har nok været knap 50 hunde, men de var forbavsende stille, så man mærkede det ikke førend man gik ind til dem… for så var der kamp om vores opmærksomhed og kærtegn. Flere af hendes hunde var desværre ikke egnet til adoption, men de af dem som var, vil vi se om vi kan hjælpe med at få afsat.

’Velkomstkomiteen’

Sådan kan man også vælge at indrette sin have…

’Giv mig din tid… bare en lille bitte bid’

Den lille pointer-pige var ikke helt glad for situationen – hun var forholdsvis ny i den store flok.

Bare man dog kunne hjælpe dem alle…

Ikke alle synes livet som internat hund er lige sjovt.

Her bor Lisa.

Otto på vej væk fra gaden og de barske hanhunde.


Hun tog os med en tur rundt i sit område, og det var her vi blev præsenteret for Lisa, som sidder bundet til et træ i et gadekryds. Efterladt af sin familie, og helt udsat for hvad folk, andre hunde og vind og vejr måtte udsætte hende for. Hun virkede som en utrolig dejlig, men meget trist hund, så hende er vi naturligvis allerede i fuld sving med at hjælpe til et bedre liv. Der var mange hunde i området, og desværre også rigtig mange lænkehunde. Flere af disse har stået i deres korte kæder hele livet, så de var desværre helt ødelagte, hvilket er rigtig sørgeligt at se. Det er ikke til at forstå hvad der får mennesker til at behandle et dyr på denne måde, og slet ikke en hund, som jo er et flokdyr – det er jo ren tortur.

Samme aften møder vi Otto. Vi fik øje på ham på et torv i en lille by uden for Athen. Han gik rundt og så meget forvirret, søgende og ulykkelig ud. Senere fandt vi ud af, at han for ganske nylig var blevet sat på gaden af sin familie, så den stakkels lille fyr var helt rundt på gulvet. Forladt og ensom et fremmed sted.

Der gik da heller ikke længe før områdets faste flok af herreløse hanner begyndte at overfalde ham. De var over ham konstant, og de troede vist at han var en dame, for de gjorde hvad de kunne for at parre sig med ham. Stakkels Otto forsøgte at undvige, men det er ikke nemt i en stor flok af voldsomme hanner og uden nogen steder at gemme sig, så han var et nemt offer.
Vi tog derfor en rask beslutning - jog bøllerne væk og samlede Otto op. Han mærkede straks at vi ville ham det godt, og han krøb helt tæt ind til os og fald omkuld af træthed - han var ganske enkelt udmattet af den forfærdelige oplevelse det må være at blive efterladt på gaden af sin familie. Jeg nåede kun at være sammen med Otto i godt 1 time, men han gik lige i hjertet på mig, og jeg tror det var gengældt fra hans side med os alle 3, for han 'græd' da vi forlod ham hos vores kontakt, hvor han skulle tilbringe natten. Nu havde han jo lige fundet lidt tryghed, og så gik vi bare!!

Selvom det var hårdt at efterlade Otto, var det også dejligt, for nu vidste vi jo at han var i gode hænder. Klokken var på det tidspunkt langt over midnat, så nu skulle vi bare hjem og sove! Men så nemt gik det altså ikke, for midt på motorvejen punkterer vi!! Hvor uheldig kan man være?!?! Men 3 tøser, med katastrofeblink en sen nattetime appellerer jo heldigvis til mænds ridderlighed… ja, det ville være flot, hvis det var sådan det var, men faktisk så ville den eneste mand som stoppede egentlig bare spørge os om vej!! Vi fik dog hurtigt overtalt ham til at hjælpe os, så den stakkels mand fik ingen vejvisning, men til gengæld fik han lov til at skifte et hjul!!!

Verden ifølge en lænkehund

En ting er sikkert, gadedyrene er ikke fedtede hvad angår uddeling af hundekys :-)

Heldigvis var vi 3 til at dele ud af klap, opmærksomhed og tyggepinde

Go’ cigar…man behøver jo ikke spise det hele på én gang!

var godt nok lige før at Zinia blev smuglet med hjem under trøjen!

ØV! Klokken 1 om natten med et fladt baghjul.


Torsdag var der så afgang til Danmark igen, og hele 5 hunde havde fået en enkeltbillet med hjem. Hugh, Henry, Lakis, Princess og den lille forsigtige Ronja var de heldige den dag. Turen gik fint, og alle hundene tog det hele meget roligt. Der blev taget godt imod os i lufthavnen af vores trofaste frivillige og forventningsfulde adoptivfamilier, så det kunne ikke være en bedre måde at slutte turen af på. Der er altså noget helt specielt ved at rulle hundekasserne ud genne dørene i lufthavnen. Hver gang det lykkes er det en sejr i sig selv, for så ved vi at endnu en hund er sikret et værdigt liv.

Faris i sin kasse – han bliver en glad hund den dag hans ben er helt i orden igen!

Hugh kan flyve!!! Han var også på vej til lufthavnen på det tidspunkt.

 

 

 

Der gøres klar til afgang.

 

Henry er helt klar, og Hugh sover bare.

 

 

 

Site MapContact UsOther PETA Sites