| Athen
- maj 2006 |
 |
|
|
|
40 timer i Athen... Fortalt af Marianne Alle de billeder jeg havde set af døde hunde fløj over min nethinde allerede på vej fra lufthavnen ind i Athen, og der gik heller ikke mere end 10 minutter før jeg så den første døde hund i vejkanten. Den havde ligget der nogle dage og var helt opsvulmet i varmen. Det var en lys brun tæve. Jeg håber hun døde med det samme..... Vi kørte hjem til vores kontaktperson N og stillede vores baggage og så afsted på fodringsrunde. Første stop på vejen blev hos N's mor. Her bor i øjeblikket et herligt kuld hvalpe på 6 stk. hvoraf de 3 skulle til Danmark, samt endnu et kuld på 3 der var langt mere sky. Men der er ingen tvivl om at de også nok skal blive klar i N's mors kyndige hænder, for hos N's mor var der hjerterum til både katte, hunde og sågar masser af skildpadder....
Turen gik nu mod den berygtede industrihavn Kheratsini hvor store flokke af herreløse hunde holder til. På hele turen blev der peget steder ud i vejkanten - "Rachel blev fundet i den bunke affald" og "Derinde lå Mamma Rosi døden nær med sine hvalpe" "Under den bro fandt vi mange døde hunde" "Her fandt vi Goldie løbende rundt på motorvejen" o.s.v. Da vi kom til Kheratsini havde jeg svært ved at tro at nogen hund kunne overleve der mere end nogle få timer. Kæmpe lastbiler med anhængere drønede rundt med 80 km i timen, og man måtte springe for livet. Vi havde dåser med hundemad med, og man fik med det samme følelsen af at man ligeså godt kunne have haft et stempel i panden hvor der stod "idiot" på, når lastbilchaufførene så på os. Jeg fulgte efter Benedikte. Jeg ved at hun har en helt speciel ven i Kheratsini, og jeg ved også at hver gang hun kommer tilbage er hun bange for at han er væk. Det har hun nemlig prøvet så mange gange før. Jeg kunne se på hende at der var noget galt. Hun ledte efter den flok hvor vennen normalt går - så de hunde han plejer at være sammen med, men han var der ikke. Vi løb tilbage mod bilen hvor en anden flok hunde normalt holder til, og gennem træerne synes jeg at jeg kunne se ham - "der er han" sagde jeg til Benedikte - og heldigvis VAR det ham. Jeg kunne tydeligt se hvor lettet Benedikte var - så blev det ikke denne gang hun skulle opleve at miste endnu en ven.
Vennen var blevet optaget i en ny større flok der gik lidt længere væk. Store dejlige og meget beskidte hunde. Desværre havde en af dem tydelige tegn på Leishmania med store åbne sår på albuerne, og alle var plaget af tæger, som alle de hunde vi mødte på vores vej.
Vi har ikke været i området i mere end 5 minutter, da en stor, tyk, arrig lastbilschauffør begynder at skælde ud på os. Jeg er sådan set glad for at jeg ikke forstår et klap græsk og ikke kan sige mere end to ord, for selvom jeg bestemt ikke følte mig særlig modig lige der, havde jeg nok ikke kunnet lade være med at være kæphøj, og han havde nok ikke været bleg for at stikke et par flade - det behøvede man ikke kunne græsk for at forstå..... Længere nede på havnen gik andre flokke af hunde. En tæve med sin store, meget smukke langhårede schæfer-agtige hvalp. Mor løb væk, men den unge hvalp ville gerne hilse. Hun kastede sig ned på ryggen, ivrig efter at få et sjældent kærtegn. Hun blev kælet og klappet. Hun havde så mange tæger at vi var nødt til at prøve at fjerne dem. Men med hendes dårlige erfaringer med mennesker blev det ikke til så meget, for hun flygtede i skræk da vi forsøgte at spraye hende med Frontline, og turde ikke komme tilbage. Nogle hundrede meter væk endnu en flok. Vi blev budt velkommen af to unge hanner, helt sikkert brødre. De var lige blevet sat af i februar måned da Benedikte var i Kheratsini sidst, og man kunne tydeligt se på dem at de havde levet der siden da. De var lykkelige for at blive hilst på og logrede og pev, imens de øvrige i flokken var ældre og mere tilbageholdende. De to brødre havde ikke mistet troen på mennesker. Dejlige, smukke hunde. Begge to ville kunne blive fantastiske familiehunde, men er lige præcis den type hunde der er allermest svære at finde adoptionsfamilier til. Måske en dag......
Desværre så vi flere drægtige tæver i Kheratsini, og det ved vi jo nok hvad betyder; om få uger vil adskillige kuld blive født til en kummerlig tilværelse, og de fleste vil ikke overleve de første uger. Vi begav os væk fra Kheratsini. Jeg prøvede at slippe følelsen af at ville tage dem allesammen med til et sikkert sted hvor de kunne få mad og et venligt klap hver eneste dag, hvor de ikke behøvede at leve i frygt og med risikoen for at blive kørt ihjel konstant. Man har vel lov til at drømme.... Næste stop på vejen var et mere roligt kvarter, hvor en gruppe på 6-8 hunde logrende kom imod os da vi stoppede bilen. En meget stor gammel han kom humpende på 3 ben, og da vi så nærmere efter kunne vi se at han havde et stort, grimt åbent sår på sin ene bagpote. Han havde levet på gaden længe, og kæmpet for sit liv. Det ene øjenlåg havde været revet halvt af, og var vokset forkert sammen, og hans højre øre hang nærmest i laser. Det lignede alt sammen gamle skader, men poten så bestemt ikke god ud.
Vi efterlod Heros flok med mad og vand, og vi havde ikke kørt længe før vi så en lille hvalp der stod midt på vejen. Da vi stoppede bilen pilede hun i skjul under en gammel betontrappe, og da vi kiggede ind i mørket så vi at hun ikke var alene. I alt 3 små hvalpe lå i skjul 1 meter fra en stærkt trafikkeret vej. De var meget skræmte, og ikke til at lokke ud. Vi måtte helt ind under trappen for at få fat i dem, og det viste sig at de var i en elendig forfatning. Store tykke maver fulde af orm og blodfyldte tæger mellem alle tæerne. På den anden side af vejen stod en tæve og så på os. Det må have været hvalpenes mor. Hun havde ikke mere mælk til dem, og hun havde mistet sin pels på ørene. Vi prøvede ihærdigt at komme i nærheden af hende for at undersøge hende, men hun var skræmt fra vid og sans.
Der var slet ingen tvivl om at vi måtte have de 3 med os, men hvis vi ikke kunne finde et sted til dem ville vi blive nødt til at efterlade dem til dagen efter. Jeg kunne ikke holde tanken ud, og med Fido i armene - måske den allerførste gang han blev kælet af et menneske - sendte jeg små bønner op om at Benedikte, der allerede stod med mobiltelefonen igang, ville kunne finde et sted hos en af vores kontaktpersoner hvor de 3 små kunne bo indtil de skulle til Danmark, for det var der ingen tvivl om at de skulle. Alle jungletrommerne blev sat igang, og efter nogle nervepirrende minutter fik vi et opkald: Kontaktperson S kunne godt have hvalpene boende. I mellemtiden var Fido døset hen i mine arme, efter venligt at have logret med sin næsten skaldede lille hale fra det øjeblik jeg tog ham op. Jeg glemmer aldrig den lille hund..... I skraldet langs vejen fandt vi en papkasse - op i kassen med de 3 små - ind i bilen, og så afsted igen mod M's hjem, hvor hun håndopfostrede 3 små hvalpe, som alle skal til Danmark når de bliver store nok. Hvalpene var blevet fundet sammen med deres mor 'Mamma Rosie' i en bunke skrald ved vejen. Mamma Rosie var så syg da M fandt hende, at både hun og hvalpene var ved at dø. Rosie var gået i krampe og M bragte hende omgående til dyrlægen, hvor hun tilbragte det næste døgn med drop indtil kramperne fortog sig. M fik at vide at Rosie ville klare den, men det var nødvendigt at skille hende fra hvalpene, da hun var alt for svag til at give dem mælk.
Mamma Rosies hvalpe skulle have deres 'flasker' før vi tog dem med til dyrlægen, hvor de skulle undersøges og micro-chippes. Så afsted igen i bilen, med Fido, Filo og Fifi, Mamma Rosie som forøvrigt hele dagen sad konstant i M's favn - selv når hun kørte, og Mamma Rosies hvalpe. Klokken var efterhånden blevet 21:30 om aftenen, men Benedikte ringede til vores fantastiske dyrlæge og sagde at vi var på vej, og han lovede at holde åbent til vi kom. Dermed fik jeg også den store glæde at hilse på ham. Så manglede vi bare at køre Fido, Fifi og Filo til det sted hvor vi havde aftalt at møde S. Vi ræsede afsted (og jeg mener virkelig ræsede - M kører bil ligesom hun lever - farligt - når man f.eks. ikke får kørt af i tide på motorvejen, så må man jo bakke - og når det nu er en motorvej må man gøre det hurtigt - 60 km i timen baglæns imens hun med et smøret grin på græsk siger: 'er jeg ikke god til at køre bil?'). S ankom til vores mødested, tog hvalpene op af kassen én for én og hilste på dem, hvorefter de blev sat ind på et håndklæde i hans bil, og han kørte afsted. Det var en pragtfuld fornemmelse at vide at de nu var i sikkerhed for første gang i deres liv, og at vi skulle gense dem en uge senere i Danmark. Nu var det tid at komme hjem og sove, for næste dag skulle vi som bekendt demonstrere i Athen. Før jeg faldt i søvn den aften lovede jeg mig selv at bede S om at tage til det sted hvor vi fandt de 3 hvalpe for at forsøge at fange deres mor og få hende steriliseret og behandlet for tæger og orm, og den stolte hund Hero skulle også have hjælp med sit åbne sår på bagbenet. Jeg vil aldrig glemme mine 40 timer i Athen. Hverken den første dag som jeg har beskrevet her, eller demonstrationen dagen efter. Mødet med de hunde som det hele handler om, efterlader et stort og varigt indtryk - både dem det lykkedes os at gøre noget for, og de hundredetusinder der stadig har brug for hjælp. Men jeg vil heller aldrig glemme de mennesker jeg mødte. Dem som har mareridt om natten om store bunker af døde hunde, dem som - om de vil det eller ej - står ansigt til ansigt med problemerne fra det øjeblik de går ud af deres hoveddør, som føler håbløsheden hver eneste dag, men ufortrødent kæmper videre. Jeg er stolt af at kende dem, og stolt af at vi i Græske Hunde er med til at give dem et lille håb, der gør at de er i stand til at fortsætte..... Siden da Den døde tæve ligger stadig i vejkanten på vejen til lufthavnen. De 3 hvalpe fra N's mors tag landede i København i weekenden og har det alle godt. De kan ses på siden 'aktuelle hunde'. Siden vi kom hjem for 10 dage siden har personer fra en græsk organisation, på Benediktes opfordring, været i Kheratsini, og det er blevet besluttet at indfange og sterilisere så mange af tæverne så muligt. Enkelte af Kheratsini-hundene vil måske også blive adopteret. S har desværre ikke haft mulighed for at hjælpe Hero og hvalpenes mor endnu, men har ikke opgivet håbet. Fido og hans søskende viste sig at have skab, og derfor kom de ikke til Danmark her i weekenden. Når de er færdigbehandlet om nogle uger vil de blive sat til adoption her på hjemmesiden. Jeg kan slet ikke vente til de kommer ....... Mamma Rosie, der for bare 14 dage siden kæmpede for sit og sine hvalpes liv i en bunke skrald ved en motorvej, kom med Benedikte og mig til Danmark, hvor hun blev adopteret på stedet da hun landede i lufthavnen. (se hende på 'skæbner'). Hendes hvalpe trives i M's hænder, og vil snart kunne ses på 'flere hunde til adoption'. Jeg tænker stadig på F-hvalpenes mor og Hero hver dag, og håber at høre nyt. Lige da jeg kom hjem havde jeg en følelse af at jeg måtte tilbage og gøre mere så hurtigt som muligt. Den følelse har jeg stadig.
|
|
| ©
2006 www.graeskehunde.dk - All Rights Reserved. Designed by Marianne Wehlast |