Athen - februar 2006

Rejseberetning fra Athen 5. - 8. februar 2006

af Linda Due og Helle Hasseris.


Som dyrlægestuderende (Linda) og formidler af græske hunde (Helle) havde vi naturligvis en forskellig bagrund for at foretage turen, men her er vores fælles indtryk af turen.


Søndag den 5. februar:

Efter en vellykket flyvetur til Athen, hvor vi fulgtes med Græske Hundes faste transportdame, Pia Støvring, ankom vi spændte og forventningsfulde til den græske hovedstad. Pia skulle med det samme fly hjem til Danmark igen, så der skulle straks samles transportbure, tjekkes papirer og checke de 4 hunde ind, der har været så heldige at få et nyt liv i Danmark. Trods travlheden fik vi en hjertelig modtagelse af GH´ kontaktpersoner, Sissy, Stathis, Tina og Marina, der var mødt op i lufthavnen. Vi var desuden så heldige, at Benedikte samtidig var i Athen i forbindelse med retssagen om de 7 gidsler, så hun kunne gennem de næste dage fortælle os mange beretninger om triste hundeskæbner, hun har oplevet gennem sine snart 20 år i Grækenland.

Athen lufthavn er i forhold til mange andre græske lufthavn meget moderne og overskuelig – men bag den pæne og fejlfri facade lurede allerede vores første møde med hundesituationen i Athen. På lufthavnsområdet strejfer adskillige hjemløse hunde rundt mellem turistbusser, transportvogne og taxier. Ledelsen havde dog netop bestemt, at de nu på den ene eller anden måde skulle fjernes. Hvis der ikke mirakuløst ville blive fremskaffet ejere eller plejefamilier til disse dyr, vil deres kommende fremtid være meget dyster: Aflivning i form af udlægning af gift på deres vej.

Sissy og Stathis var så søde at hjælpe os med kørslen af nogle sponserede hundeartikler, vi havde haft med fra Danmark. Så med bilerne fuldt læsset gik turen ellers til kontaktpersonernes daglige foderrunder rundt om i byen. Athen var vist på ingen måder, som vi havde forestillet os hjemmefra: Man blev mødt af tonsvis af skrald og affald, der hensynsløst smides overalt i naturen. Her bliver ofte også hunde og katte kasseret, hvis de ikke passer ind i familielivet mere. Store dele af gader og stræder virker beskidte, og med den tætte trafik fik vi et meget kaotisk førstegangsindtryk af Athen.

Først på foderruten kørte vi til en sindsforstyrret dame, der har samlet 50 hunde og 100 katte på sin grund. Kattene var lukket inde i et lille hus, mens alle hundene løb gøende rundt på det indhegnede areal. Hun er på ingen måder i stand til at tage vare på så mange dyr, og i Danmark ville det heller aldrig være tilladt. Men som bekendt vægtes dyrevelfærd ikke højt i Grækenland, således at man ikke fra kommunens side skal forvente et indgreb. Oveni var ingen af dyrene neutraliserede, så hvis der ikke bliver gjort noget ved situationen, vil bestanden jo på kort tid vokse eksplosivt. Da kvinden ikke frivilligt vil give sine dyr fra sig, kan GH´s kontaktpersoner pt. ikke gøre andet end at tilbyde hende foder til dem, så de i hvert fald ikke sulter. Mødet med hende var lidt surrealistisk, for vi fik at vide, at vi ikke måtte tale dansk til hinanden undervejs, hvis hun nu opfangede, vi fik kom fra udlandet og på den måde troede, at vi ville tage dyrene fra hende. Så vi kunne blot stå i baggrunden og se alle hundene, der hoppede op af hegnet higende efter den opmærksomhed, de fortjener, men som de på ingen måde kan få hos sådan en hundesamler. Rent ernæringsmæssigt var de alle i ok stand, men mange havde hudproblemer i form af ringorm og områder med hårtab.

 

Alle hundene genkender lyden af Sissy og Stahis biler
og kommer for at få mad.

 

Nogle af Sissys og Stathis hunde som bliver fodret 2 gange dagligt.


 

Videre på ruten kørte vi forbi en dyrehandel, der var lokaliseret lige op til den trafikerede motorvej. Her ud til stod en mellemstor hvalp med afklippede ører i et lille trådbur. Uden nogen form for motion eller stimulation sad den alene i bilernes altoverskyggende larm kun akkompagneret af de tilsvarende triste tamfugle, der sad i trange bure og ventede på den videre skæbne. Benedikte og Stathis gik ind til dyrehandleren for at spørge, hvor meget hvalpen kostede: 500 Euro !! Velvidende, at hvis vi købte den, ville den blot blive erstattet af en ny hvalp dagen efter.

Linda med et par af de mange hunde hun mødte på sin vej i Athens gader

 

Det var ret ufatteligt, at vi kun knap 2 timer efter landing i Athen allerede havde været vidne til så megen ligegyldighed og manglende forståelse for dyrenes ve og vel. GH´s kontaktpersoner må leve blandt sådan en holdning hver dag i deres liv, så det er næsten ubegribeligt, at sådanne søde og uselviske mennesker stadig kan holde gejsten oppe og kæmpe for en dyreværnssag, der bliver negligeret af den øvrige befolkning.

Videre gik turen til fodringssteder i bjergene, hvor mange hunde lever efter at være blevet kasseret af tidligere ejere. Takket være GH og andre dyreværnsorganisationer lider de fleste af dyrene ikke af sult, men lever selvfølgelig fortsat en farefyldt tilværelse med risiko for forgiftning, fysisk mishandling af lokalbefolkningen, påkørsel i trafikken mm.


Et af de mange steder hvor dedikerede mennesker passer hundene i bjergene bag Glyfada.


Efter en dag fuld af nye indtryk, både gode men flest dårlige, var det tid til middag. På restauranten fik Benedikte et opkald fra Carly på Chios. Hun havde under en søndagsudflugt med familien pludselig hørt en høj hylen. Da hun gik efter lyden, fik hun øje på en flok jægere, der var i gang med at banke nogle jagthunde ihjel med køller. Ulykkeligvis er jagthundene tit nogle af de hunde, der er dårligst stillet. Hvis de ikke længere kan anvendes til jagt, hvad enten de f.eks. er skudræd eller forældede, benytter jægerne ofte brutal selvtægt på at komme af med hundene.


Mandag den 6. februar:

Mandag formiddag blev vi hentet af Benedikte og Mary på hotellet. Mange kender nok Mary omtalt fra www.graeskehunde.dk. Mary er simpelthen så uselvisk og sympatisk som beskrevet på hjemmesiden. Trods ringe kår hjælper hun dagligt gadehundene rundt om i Athen, samtidig med at hun har sit eget lille ”internat” med hunde, der af forskellige årsager ikke er adoptionsegnede. Typisk er det hunde, der lider af leishmania infektion, og som derfor ikke kan indføres til Danmark samt hunde, der er blevet trafikpåkørt, således at de har forskellige grader af halthed. Og som Benedikte sagde, så er det altid stensikkert, at når man er ude at køre med Mary, så bliver der med garanti altid samlet hunde op fra gaden, uden at hun tænker på, hvor hun efterfølgende skal placere hundene.

Helle og Lindas mor med nogle af de små hvalpe fra bjergene.

Nogle af de heldige hvalpe vi samlede op i bjergene på vej til den hvalpepassende familie i Glyfada.

 

Det første stop på turen var et kommunalt ejet internat, der lå lidt uden for byen. Det er på ingen måde drevet af personer, der vil dyrenes bedste. Lige fra første øjeblik virkede stedet meget koldt og uvenligt, og det blev ikke bedre, da vi kom ind til selve hundegårdene. De stod i en kold bygning, hvor tynde plastikpresenninger var eneste læ mod den frostkolde vind. Hundene stod i bure med koldt cementgulv, hvor der samtidig var så vådt, fordi en medarbejder rengjorde gulvet med en højtryksspuler. De havde ingen adgang til udendørfaciliteter eller anden motion eller stimulation, derfor var det nogle meget kontaktsøgende og frustrerede hunde, vi mødte ved gennemgang af internatet. Benedikte og Mary havde forinden aftalt, at de skulle prøve at adoptere nogle hunde fra dette sted, hvor der ellers ikke er mange chancer for formidling. Det koster ikke noget at adoptere en hund derfra, men det er sjældent, at grækerne selv adopterer hunde. Med dette i tankerne var det meget svært at udvælge de 2 hunde, der skulle med os, idet størstedelen af alle hundene var meget elskelige.

Det skar lige i hjertekulen at se deres forventningsfulde blikke, velvidende at man aldrig kan gøre noget for at hjælpe dem. Et par af hundene stod på brækkede ben, andre med hudsygdomme; nogle havde sår mellem trædepuderne efter at have sprunget for meget op af trådhegnet og en huskytæve med 2 halvstore hvalpe havde en synligt nedsunken livmoder. En anden slem oplevelse fik vi, da vi så en dame komme trillende ind med en stor schæfer liggende på en faldefærdig klapvogn. Da hunden var bevidstløs, troede vi først, at den måske lige var blevet kastreret og derfor var groggy efter bedøvelsen. Men nej, virkeligheden var en helt anden: Den var lige blevet påkørt i hovedet af en bil, og i stedet for at sætte den i akut, intensiv behandling havde internatets dyrlæge blot forlangt, at den skulle lægges ind i et bur. Ved hovedtrauma har patienter ofte svært ved at regulere kropsvarmen, således de reelt kan dø af for lav kropstemperatur – men dette faktum var der åbenbart slet ikke taget højde for, da denne stakkels hund blev lagt ind på det fugtige, iskolde cementgulv kun med et stykke plastik lagt hen over sig. Mirakuløst overlevede hunden til næste dag, da vi atter var på internatet. Men hans tilstand var på ingen måde forbedret, og han vil ikke kunne overleve længe uden behandling.

Fra internatet

Den store hanhund som var blevet påkørt af en bil
dagen før ligger på internatets kolde gulv.

 

Mht. adoptionen faldt valget efter nøje overvejelse på 2 unge tæver, der stod i samme bur. De var begge meget milde samt kontaktsøgende, så vil på alle måder blive ideelle familiehunde. Vi kunne imidlertid først få lov til at afhente dem næste dag, så vi tog tomhændede derfra, dog med den glædelige nyhed, at 2 hunde trods alt ikke skal tilbringe mere tid på dette forfærdelige sted.

På vej fra internatet så vi en skøn ung hanhund - nok bare en stor hvalp, (griffonblanding) som Bendikte flere gange havde set holde til på et hjørne ud for en virksomhed, men han var i god stand og der blev derfor ikke gjort yderligere for at få ham væk ..... men det er bare så trist, for for en uge siden blev han fundet tævet halvt ihjel. Det er slet ikke til at bære og en ting er her hjemme i Danmark at læse om disse ting, men vi har set ham, og Bendikte og alle de andre kender jo ofte hundene, ser dem, fodrer dem, kæler og så er det altå ekstremt hårdt at opleve disse ting - så at sige dagligt. Han er nu bragt på dyrehospital, men uvist om han klarer skærerne fysisk som psykisk. Vi må bare krydse alt hvad der krydses kan.

Den Leishmania syge hund i Pireaus industrihavn
Keratsini, han fik fred et par dage efter.

 

En stor smuk hanhund som Benedikte har kendt et par år i Keratsini.

Nogle af alle de mange hunde i Keratsini

Endnu en hund fra Keratsini

Derfra gik turen til havnen i Piræus, hvor der er perioder er rigtigt mange hunde. Ved det første fodringsstop så vi en flok beskidt hunde, hvoraf den ene lå mistænkeligt stille. Da vi gik nærmere hen til dem, kunne vi se, at den lå og rystede, samt at dens albuer havde store åbne sår, hvor huden næsten var gået i koldbrand. Benedikte fortalte, at det var typiske tegn på leishmania infektion. Der var ingen tvivl om, at vi kunne efterlade sådan en hund med så store smerter, så Mary tog resolut fat i den og fik den båret ind i bagagerummet. Derfra gik turen tilbage til internatet med håbet om, at dyrlægen her måske kunne gøre en ende på hundens lidelser. Her var dog ingen nåde – de kunne ikke sådan umiddelbart hjælpe den, men vi var da velkomne til at efterlade den uden for internatet, så kunne de måske finde et bur til den!! Men da det på ingen måde er acceptabelt at efterlade en dødssyg hund et sted, den slet ikke er vant til, og hvor den vil blive tyranniseret af de andre hunde, vurderede vi, at det trods alt var bedre, hvis den kom tilbage til sin velkendte flok i havnen, så hunden kom atter i bagagerummet og kørt tilbage til Piræus. Et par dage efter blev han samlet op igen, og humant aflivet.

På vejen fra havnen så Benedikte pludselig en lille sort tæve stå blandt paller og affald. Da Benedikte kunne se, at hun stadig var diegivende, standsede vi bilen for at se, hvor hendes hvalpe var. Den lille hund hoppede os glad i møde og efter lidt kalden kom 6 små uldklumper hoppende fra affaldsbunken. Da den lille familie levede sammen med en lidt større hanhund (hvad enten det reelt var faderen til hvalpene eller ej) var det en meget svær beslutning, om vi skulle tage både de voksne og hvalpene. Dog kom vi frem til kun at tage tæven og hvalpene med os. Hanhunden vil så blive hentet en anden gang. ”Lille mama” (Senere kaldet Laika) og hvalpene blev så kørt hen til Marys gamle hus, hvor de blev loppe – og ormebehandlet samt fik et ordentligt måltid mad. Da hvalpene ca. var 8-9 uger, var mama således i gang med den sidste fravænning.


Lille Laika som vi samlede op i Keratsini med sine hvalpe i sikkerhed hos Mary


Sidst på dagen skulle Mary hjem til sin familie, så vi tog i stedet med den anden kontaktperson, Nafsika. Vi skulle op og besøge en organisation, der holder til i bjergene i Glyfada, hvor de passer hunde, der er fundet rundt omkring i Athen. Det første sted skulle vi hente 8 hvalpe, der på mere eller mindre brutale måder var blevet udsat. Nogle var blevet smidt ud i sort, lukket affaldssæk, mens andre blot var blevet smidt ud på affaldspladsen. Derfra kørte vi lidt længere hen til det sted, hvor de større hunde stod. Langs hele bjergesiden stod hundene bundet, hvor hver har adgang til sit eget hundehus. Kvinderne, der passer dem, er meget dedikerede og sørger godt for dem, men det var stadig lidt trist at se dem stå på en kold bjergskåning.

Med 8 livlige hvalpe gik turen hjem til Nafsika´s søde mor og moster, som har indrettet en hel loftetage til de små. Her passer de jævnligt hvalpe, der sættes til formidling, og her bliver de nusset og passet til den helt store guldmedalje.

Endnu en dag var gået, fyldt med så mange oplevelser og indtryk, at det næsten var uoverskueligt at fordøje dem alle.


Tirsdag den 7. februar:

I dag skulle vi tilbage til kommuneinternatet for at hente de hunde.

På vejen derop kørte vi forbi en bunke affald ved motorvejen, hvor der lå 3 middelstore hunde. Den ene var højdrægtig, mens én af de andre havde brækket det ene forben. Tæven tog vi med for at få steriliseret. Desværre har store dele af hundebestanden i Athen brækkede lemmer, der som følge af manglende behandling er vokset skævt sammen, således at de halter af sted. Selv om man har lyst til at hjælpe dem alle, er det desværre ikke realistisk, da der dagligt påkøres hunde. Men det var meget ubehageligt at se glade hunde, der løber ud på kørebanen, bliver ramt af en bil, for derefter at slæbe sig skrigende ud mod vejrabatten.

På internatet ventede vi spændt på, at dyrlægen på stedet skulle give papirerne til os og udlevere hundene. Dog så både vi og dyrlægen, at den ene af hundene kaldet Callie havde en markant hævelse ved sit 6 dage sterilisationssår. For at affærdige det gav dyrlægen hende blot en antibiotika – indsprøjtning med udtalelsen om, at der var gået lidt infektion i såret. Da der imidlertid ingen tegn på betændelse og infektion var, hverken rødmen, varme eller smerte, var vi straks klar over, at situationen var meget værre. Derfor kørte vi straks hen til GH´s faste dyrlæge i Athen. Efter kortvarig undersøgelse fortalte Nikos, at der var tale om brok – Da operationssuturerne ikke var lavet ordentligt, var der sket et fremfald af bughuleorganer gennem såret. Hun skulle straks have opereret dette, og heldigvis havde Nikos tid til at foretage dette indgreb med det samme. Hvis vi blot var kommet nogle dage senere, er det ikke sikkert, at Kallie ville have overlevet. Det er tankevækkende, at disse såkaldte dyrlæger på kommuneinternatet kunne være sådan nogle klamphuggere, ikke nok med at de har fejlopereret hunden, de har ikke engang tjekket hendes tilstand bagefter.


Callie som vi adopterede fra internatet med hendes tydelige brok hos dyrlægen i Athen hvor hun blev opereret.


Den anden hund, Sydney, var blevet steriliseret nogle dage før Callie, så hendes sår så meget bedre ud, og hun ville blive klar til at komme med os hjem til Danmark.


Onsdag den 8. februar:

Samtidig med, at vi skulle til at gøre klar til hjemrejsen til Danmark, skulle Benedikte og GH´s kontaktpersoner i retten mod Garagouni. Derfor kom Mary og hentede os ved hotellet. I flyet hjem skulle vi have lille mama + 2 af hendes hvalpe samt Sydney. Takket være Mary og Marinas hjælp i lufthavnen fik vi klaret hele checkin proceduren og var nu klar til at tage hjem til Kastrup.

 

Rejsen til Athen bød på flere indtryk end, vi havde regnet med. Der var simpelthen hunde overalt i gadebilledet: Store / små, gamle / unge, syge / raske, haltende / legende. GH´s kontaktpersoner kæmper en utrættelig kamp for dyrene, selv om omgivelserne vender dem rygggen, og det koster dem mange følelsesmæssige nederlag, når de er direkte vidner til den fortsatte ligegyldighed og hensynsløshed, der er imod dyr. Dyr er ifølge majoriteten af grækerne ikke levende individer og behandles ikke bedre end al det andet affald, der præger bybilledet i Athen. Vi kan vist rolige sige, at vi på ingen måde havde forestillet os, at situationen var så slem. Det er fantastisk hver gang en hund sikres en ny tilværelse f.eks. i Danmark, men samtidig må man ikke glemme, at dette kun sker for måske ca. 1 ud af 1000 hunde. De 999 andre hunde vil måske af fysiske eller mentale årsager ikke være egnede til adoption, således at de resten af deres liv skal leve et liv med frygt, fysisk mishandling og manglende kærlighed.

Helle i lufthavnen med 2 meget heldige små hvalpe på vej til et liv i Danmark

Helle ankommet i Danmark med Sydney en af de hunde vi valgte ud fra internatet i Schisto

Vel ankommet i Danmark med de dejlige hunde, og forventningsfulde mennesker.

Et lille trist PS:

Den smukke Griffon, som vi troede var okay hvor han var - blot et par uger efter Helle og Lindas besøg blev han fundet næsten banket ihjel.

 

 

Site MapContact UsOther PETA Sites