TIL FORSIDEN

Siden er opdateret den 15. februar 2009

 

 

BILLEDER AF ARBEJDET PÅ GADEN I GRÆKENLAND

Når man kommer som turist i Grækenland kan livet som gadehund ved første øjekast se ganske behageligt ud. Nogle få, forholdsvis velnærede hunde, daser på et skyggefuldt sted.

Desværre skal man ikke ret langt væk fra turistområderne, før en anden virkelighed kommer for dagen. Og det til trods for, at der hvert eneste år før turisterne indfinder sig, bliver gjort store anstrengelser for at 'rydde op' til sæsonen. Vi har set hundredevis af hunde der er blevet forgiftet, fodret med glasskår, skudt, hængt, kørt over eller sågar sat ild til, så de ikke skæmmer billedet af det smukke ferieland......

Vi undlader med vilje at vise de allerværste billeder, men nedenfor kan man få et lille indtryk af de syn der møder én.

 

 

 

 

 

"Papkassehunden" - som er blevet Græske Hundes bomærke - var en hund vi kaldte Carnello.
Carnello levede hele sit liv på gaden. På billedet finder han en smule tryghed i en papkasse påtrykt ordet "Fragile" - skrøbelig.
Carnello var en stærk og modig hund, der levede et hårdt liv. Men hans liv var ligeså værdifuldt som ethvert andet liv.
Carnello døde alene på gaden en kold vinterdag.

 

 

I Grækenland er det meget almindeligt at smide uønskede hvalpe i skraldespanden, og det er nøjagtigt
hvad der er sket for dette søskendepar. De blev fundet hårdt angrebet af lopper og tæger,
men efter et par bade og kærlig omsorg fra vores kontaktpersoner, dukkede der et par dejlige små bamser frem....

 

Hunde der har klaret sig selv alene på gaden i årevis, higer efter kærtegn og venlige ord.
Det er tydeligt at se hvor meget de nyder et øjebliks opmærksomhed.....

 

Det kan være svært at forstå grækernes ligegyldighed overfor deres kæledyr. Men i nogle tilfælde ser vi en
ondskab som ikke kan undskyldes med kulturforskelle eller et andet syn på dyr. Nogen forsøgte at tage
livet af Phønix ved at stramme en strip omkring hans snude, så han ikke kunne spise eller drikke, og smed ham
derefter af ved en byggeplads. Heldigvis var nogle bygningsarbejdere opmærksomme og Phønix blev reddet.
På billedet til højre ses han i sit nye hjem i Danmark.

 

På øen Salamina har Græske Hunde sponseret et neutraliseringsprogram og opstilling af foderstationer
til øens herreløse hunde. Til venstre bliver en foderautomat stillet op, og til højre nærmer et par hunde sig forsigtigt.....

 


Gadehunde i det centrale Athen og i den berygtede industrihavn Kheratsini.

 

På trods af at de fleste gadehunde på et tidspunkt i deres liv har været udsat for menneskers ondskab,
har mange af dem ikke mistet tilliden til mennesker eller ønsket om et venligt ord og et kærligt klap.

 

Gadehunde bliver fodret af vores kontaktpersoner med foder fra Danmark. Kontaktpersonerne fodrer
med vilje hundene med hånden, således at det også er muligt at give dem medicin på denne måde.

 

En tæve med et kuld hvalpe blev fundet lænket i en 1-meters kæde ved et hus, hvor familien havde 'glemt'
hende da de flyttede. Her er hun blevet befriet af kæden og bliver fodret sammen med sine hvalpe.
Ved siden af en lænkehund ved Kheratsini.

 

En udsultet pointer der netop er blevet samlet op af en af vores kontaktpersoner. Ved siden af en hund
med tydelige tegn på skab.

 

En losseplads i området bag den olympiske by i Athen, er et yndet sted at skaffe sig af med sin hund.
Til venstre en hvalp efterladt ved en plastikpose med liget af en voksen hund, sandsynligvis dens mor,
og til højre en uønsket hund, smidt ud med skraldet.

 

Til venstre en hund med ubehandlet skab, og til højre en sky, udsultet og mishandlet hund bundet i
bjergene, overladt til at dø af sult og tørst.

 

Til venstre en lille hvalp hårdt angrebet af lopper, tæger og med skab. Til højre et par meget meget heldige
hvalpe, der er havnet hos et par af de dejligste damer, der ofte er vores 'hvalpepassere', og hvis hjerter
banker for dyrene.

 

Et typisk græsk postkort - men med en lille fyr der titter frem og fortæller sin egen historie....