Min kære græske hund, du skal vide at jeg stadig tænker
på dig, jeg håber du endelig er lykkelig, og at du har
glemt alt om din tid tilbage i Grækenland. Og jeg håber
at alle dine minder fra nu af kun vil være lykkelige.
Men jeg tænker stadig på dig. Hvordan kan jeg glemme
hvad vi har været igennem.
Jeg glemmer aldrig hvordan jeg fandt dig. Efterladt i en papkasse
eller en container sammen med dine søskende mens du stadig
var en baby, bundet til et træ, alene og bange, liggende skadet
på en befærdet vej, smidt væk eller bare efterladt,
liggende livløs på vejen mens du ventede på at
dø, for svag til at gå længere, eller med alle
kuglerne i din krop som viste hvor uønsket du var.
Så mange billeder fra jer alle har jeg indprentet på
min sjæl, hver og en speciel med sin egen historie……
Vores første dage sammen. Du var så bange, så
ked af det. Jeg fortalte dig gang på gang at du måtte
stole på mig, at tingene ville være anderledes fra nu
af, men hvorfor skulle du tro mig, du havde hørt så mange
løgne, set så mange løfter blive brudt, hvorfra
skulle du kunne tro på at du virkelig kunne være menneskets
bedste ven.
Du troede mig ikke når jeg sagde at du aldrig mere ville blive
slået og mishandlet, at du aldrig mere ville sulte og tørste,
at du aldrig mere ville bo alene bundet til et træ, at du aldrig
mere ville blive tvunget til at jage og truet med hængning eller
værre når du fejlede, at du aldrig mere ville føde
dine hvalpe for bare at se dem dø en efter en…
At du aldrig mere skulle lede efter et sikkert sted at sove for snart
ville du have dit helt eget hjem med mennesker der virkelig ville
elske dig.
Men så en dag begyndte jeg at se et glimt af liv i dine øjne,
et glimt af håb, og du forstår ikke hvilken glæde
det gav mig. Og da du så begyndte at logre med halen, og vise
tegn på leg, vidste jeg vi var på vej - at dit nye liv
kunne begynde.
Langsomt lærte du at min hånd ikke ville slå dig,
men kærtegne dig blidt, at min stemme ikke ville råbe
af dig, men ville hviske hvor smuk og dejlig du var.
Som dagene gik blomstrede du op, og jeg begyndte at se hunden bag
angsten, jeg begyndte at se hunden der kunne give en familie så
meget kærlighed og glæde, og jeg vidste at dagen var kommet
hvor du skulle videre, hvor du endelig skulle HJEM.
Jeg bad dig stole på mig endnu engang, jeg bad dig tro på
at jeg ikke var den eneste der kunne elske dig, men at der ventede
dig en ny familie der ville elske dig resten af dit liv.
Jeg er nødt til at hjælpe resten af dine venner som
stadig er derude, så det var ikke fordi jeg forlod dig, men
fordi jeg satte dig fri til noget bedre end du kunne forestille dig
fandtes.
Jeg holdt mit løfte til dig, det ved jeg nu hvor jeg ser dit
billede med din nye familie. Du har din egen seng, du går på
skole, du er med på ferie, og din nye familie fortæller
hvor klog, kærlig og fantastisk du er, de elsker dig som du
fortjener at blive elsket, de gør alt det som dit eget land
Grækenland ikke kunne gøre for dig og dine venner.
På vegne af vores land Grækenland undskylder jeg for
hvad vi gør ved dig og dine venner, for at vi svigter jer så
grusomt, men jeg lover at jeg vil kæmpe for dem af dine venner
der stadig er derude, og jeg lover at vores kamp ikke slutter før
alle de uretfærdigheder som Grækenland nu udøver
mod jer bliver rettet op.
Og så hils din familie og tak dem for at de vil elske ”vores”
hunde, og for at de giver jer en chance for at blive lykkelige, at
leve et værdigt hundeliv, og endelig at få lov til at
høre til et sted.
Kærlige hilsner fra de frivillige i Grækenland. |
