| |
Første gang jeg så grækernes
metoder til at holde bestanden af gadedyr nede, var jeg slet ikke
forberedt på hvor grusomt det virkelig er. Selvfølgelig
havde jeg hørt historier om at man lagde mad ud med gift eller
glasskår, nogle gange med begge dele, men indtil man selv oplever
det er det bare det; historier!!!!
Den oktober morgen da jeg så den første
kat ligge midt på gaden foran en forretning, stadig i live men
ude af stand til at røre sig, var jeg stadig ikke forberedt
på hvad der ville følge. Ejeren af forretningen steppede
nonchalant over katten, kiggede på mig og sagde der var mange
flere længere oppe i byen. Efter af have fået katten,
en stor smuk grå hankat bragt i sikkerhed i en box i en lokal
læges hus, gik lægens kone og jeg på en forfærdelig
opdagelse i resten af byen.
Overalt var døde eller halvdøde katte
strøet omkring på gaderne, deres skrækslagne øjne,
og deres forgæves kamp for at komme i sikkerhed, var nok til
at garantere mig mareridt for resten af livet. Nogle af disse smukke
og stolte dyr har aldrig haft tæt kontakt med mennesker, så
man kan kun forestille sig deres angst, når de befinder sig
i en situation hvor de intet kan gøre andet end at ligge i
smertefulde kramper, blandt os, menneskene, der er skyld i at de er
i denne situation.
Hvordan forklarer du et rædselsslagent dyr der ser dig som en
overlegen fjende at du kun vil hjælpe det? Aldrig har jeg følt
mig så magtesløs og syg indvendig, som da jeg sad med
disse smukke dyr og intet andet kunne gøre, end at se dem kæmpe
for deres liv, en forgæves kamp med smertefulde kramper, en
kamp som de alle tabte.
Nu, næsten 7 år efter den første oplevelse med
grækernes giftmord, er det noget jeg har set gentaget mange
gange hvert eneste år. Dejlige Bella, en stor steriliseret gadehund,
overlevede et par forgiftninger inden hun tredje gang bukkede under
for denne grusomme aflivnings metode. Et par lokale fandt hende en
august morgen med fråde om munden i sin sidste krampetrækninger.
Hun havde gravet sig selv ned i et halvt meter dybt hul, og der endte
hendes sidste kamp mod giften osse. En trist ende på et trist
liv, for Bella var nemlig en tidligere lænkehund og kunne derfor
ikke blive en familiehund da hun gik fuldstændig i panik hvis
hun så meget som så et halsbånd eller en snor. Dette
omfatter da heller ikke kun gadedyrene, da alle jeg kender, uden undtagelse,
har haft et eller flere af deres dyr forgiftet. En tysk dame der bor
på Ios, har fået begge sine hunde forgiftet. Den sidste
som jeg selv personligt har passet tog 3 dage om at dø. En
hund som normalt havde sin plads udenfor fik lov til at ligge i sin
ejers seng, mens alt hvad hun prøvede fejlede. Alt den fortvivlede
ejer kunne gøre var at holde om ham mens hans liv langsomt
ebbede ud.
Dette er desværre en realitet som alle dyreejere før
eller siden vil opleve hvis de er bosat i Grækenland.
Da dyrlæger ikke altid er tilgængelige, og sjældent
tror på aflivning hvis de er, kan man næsten aldrig få
hjælp til at stoppe dyrenes lidelser, men er tvunget til at
sidde og lide med dem, noget der sætter ar på sjælen
for de fleste. En irsk pige som boede på øen i mange
år, så sin elskede kat kæmpe en smertefuld kamp
for sit liv efter en forgiftning. I sin desperation over intet at
kunne gøre for den, lagde hun en pude over hans ansigt og trykkede
til indtil hans lille krop blev stille og han ikke længere havde
en hjertebanken. Hvordan man kan ende i en situation, hvor man kvæler
sit eget elskede kæledyr i desperation over dets lidelser, er
noget man nok aldrig ville kunne fatte, før man selv sidder
i den situation.
Jeg kan fortælle mange flere rædselshistorier, og jeg
er 1 person på en lille ø, så omfanget af disse
rædsler er langt større end de fleste kan gøre
sig begreb om. Udover forgiftning, er hængning en yndet metode
til aflivning af uønskede dyr.
Hvalpe og killinger bliver regelmæssigt smidt i skraldespanden
når ens brugs eller kæledyr får et uønsket
kuld, 2 af mine egne smukke katte kom netop derfra. Hvor lang tid
det tager et dyr at dø mens det bliver kvalt under skrald kan
jeg kun gætte på. Æsler bliver forladt bundet til
et træ når de ikke mere er arbejdsdygtige og derved overladt
til en langsom død. Og så er der selvfølgelig
de tusindvis af lænkehunde, som lever et helt liv bundet til
et sted, et sted de også alt for ofte dør når ejeren
ikke mere finder det nødvendigt at fodre og vande dem, eller
i mange tilfælde bare rejser og efterlader hunden til sin visse
skæbne om en langsom død. Jeg har set flere hunde halvdøde
af sult og tørst end jeg ønsker at huske.
I det hele taget er grækernes overordnede indstilling, at et
dyr intet er værd, da det ikke har en sjæl, og derfor
lider alt for mange dyr dagligt. Jeg har nu kommet i Grækenland
i 15 år, og selv om der måske er en lille ændring
er den alt for langsom, og jeg har ondt i mit hjerte og sjæl
når jeg ser hvad dyr dagligt er udsat for af mishandling, både
overlagt og af uvidenhed.
En ting er sikkert, jeg græder ikke mere, for hvis jeg først
begyndte, er jeg ikke sikker på at jeg ville kunne holde op
igen.
|
|
