|
| |
BAGGRUND
Som turist ser man postkortene, de smukke katte der ligger henslængt
i solen, den gamle mand på æslet, eller hunden med sine
hvalpe der ligger trygt i en kurv. Disse billeder er langt fra den
virkelighed som de fleste dyr oplever, hvis de er så uheldige
at blive født i Grækenland.
Hundene der lever på gaden har selvfølgelig meget forskellige
historier - mange har på et tidspunkt haft en familie, og er
blevet smidt ud som affald, når de ikke længere var søde
og små. Hvis en tæve bliver gravid bliver hun smidt ud,
eller i hvert tilfælde bliver hendes hvalpe sat på gaden.
Vi finder faktisk mange hvalpe i skraldespande, i plastikposer og
papkasser og på lossepladser eller i bunker af skrald langs
med vejene.
|
|
Læs mere
Billeder fra gaden
Benediktes historie
Internationalt samarbejde
Brev fra Athen
|
|
Vi der er involveret i arbejdet med at hjælpe hundene i Grækenland er alle - tidligere - turister, der har set bag facaden i det ellers smukke land, hvordan mange hunde og katte lever et usselt liv med sygdom, sult og mishandling. I 2000 besluttede Lone Korsgaard sig for at den gadehund der havde fulgt hende på ferien på Chios, skulle - koste hvad det ville - med hjem til Danmark. Senere kom Lone i kontakt med Benedikte, der i mange år havde tilbragt sine somre på Ios, hvor hun havde hjulpet dyrene, og det blev starten til Græske Hunde. Senere er der kommet så mange til, at vi nu tæller mellem 80 og 100 frivillige, der arbejder med indsamlinger, loppemarkeder, sponsorer, som plejefamilier eller besøgshold, formidlere, koordinatorer o.s.v.
Baggrunden for problemerne er flere: Ifølge den græske lovgivning er det de enkelte kommuners ansvar at sørge for neutralisering, dyrlægehjælp og adoption af hunde og katte på gaden, men som enhver der har besøgt Grækenland ved, lever kommunerne ikke op til dette ansvar. Derfor er der godt 500.000 hunde der lever på gaden, og endnu flere katte. Langt størstedelen af disse dyr er kasserede kæledyr, dels fordi den græske lovgivning ikke giver mulighed for human aflivning af raske dyr, og dels fordi grækere generelt er imod neutralisering af hunde og katte, hvilket resulterer i mange uønskede kuld flere gange om året.
|
Indtil de lovgivningsmæssige og politiske problemer bliver løst er der kun én taber, nemlig de dyr der efterlades på gaden til et liv med sult, sygdom og mishandling. Derfor er det op til private og dyreværnsforeninger at hjælpe, og det er disse private og foreninger, Græske Hunde samarbejder med.
Hele sommeren arbejder Benedikte
på Ios, hvor hun også sørger for kastration
og sterilisation, først og fremmest af øens
mange katte. Til vores store glæde har Benediktes
store arbejde på Ios båret frugt, og det er fra
højeste sted blevet bemærket at antallet af herreløse
dyr på Ios er stærkt faldende.
Vi forsøger løbende at skabe politisk opmærksomhed omkring
problemerne med henvendelser og oplysninger til relevante
politikere og ministerier i både Danmark, Grækenland og EU. |
 |
 |
Gennem de seneste par år har vi opnået
stor anerkendelse for vort arbejde fra internationale dyreværnsorganisationer,
og vi deltager aktivt i en proces der vil betyde et øget
samarbejde imellem alle de organisationer, der arbejder for
dyrene i Grækenland.
Vi haft den store glæde at blive nævnt i GAWFs
brochure i 2008 som én af de 5 organisationer de anbefaler
som dygtige og kvalificerede, når det drejer sig om
adoption af hunde fra Grækenland. GAWF er en stor og
anerkendt engelsk organisation, der siden 1959 har arbejdet
for at forbedre situationen for dyrene i Grækenland.
Endelig bliver vi ofte omtalt i den græske presse
iblandt de 5 udenlandske organisationer der gør det
største arbejde for dyrene i Grækenland.
|
Skønt kun en meget beskeden
procentdel af de hunde vi kommer i berøring med ender
som kæledyr i Danmark, er adoptionerne er den del af vores
arbejde der vækker mest opmærksomhed. Og det er
glædeligt at kunne sige, at de hunde der er så heldige
at blive elskede familiehunde, med deres smukke sind og godmodige
natur i den grad er fantastiske ambassadører for gadehundene.
Hvis man skal sige det kort, arbejder vi faktisk på at
gøre os selv helt overflødige, og det ville være
en glædens dag, hvis vi sandfærdigt kunne sige,
at dyrene i Grækenland ikke længere havde brug for
vores hjælp.
Indtil den dag kommer, fortsætter vores kamp for en anstændig
behandling af dyrene i EU landet Grækenland.
|
 |
VI KAN IKKE LADE VÆRE……
Når vi bliver spurgt hvorfor vi gør dette store
arbejde for dyrene i et helt andet land, kan vi ikke give andet
svar end at vi gør det fordi vi ikke kan lade være.
Vi har alle hver især haft oplevelser i Grækenland
som vi ikke kunne glemme. Vi har fundet hinanden og drevet det
til noget større – større end vi nogensinde
havde drømt om.
 |
Vi ved at der er dyr mange steder i verden der
har brug for hjælp. Men man må starte et sted, for
man kan ikke redde hele verden, men for de dyr vi hjælper
gør det en verden til forskel. Hvorfor hjælpe dyr
i Grækenland når der også er dyr i Danmark
der har brug for hjælp? Heldigvis er der rigtigt mange
gode kræfter der arbejder for dyrene i Danmark allerede.
Og så skal man gøre sig klart at der ikke er noget
modsætningsforhold i at ville hjælpe uønskede
dyr i Danmark og uønskede dyr i Grækenland. Har
man en generel indstilling om at ville hjælpe, er man
ligeglad om en uønsket hund kommer fra Lolland eller
fra Grækenland.
Forholdene på Lolland og i Grækenland kan slet
ikke sammenlignes, men ikke desto mindre er det ligeså
stor en glæde for os hvis en dansk internatshund får
en kærlig familie, som hvis én af ”vores”
hunde får chancen for det samme. Derfor opfordrer vi også
på adoptionssiderne til at man henvender sig hos de danske
internater. Vi har intet ønske om at konkurrere med de
danske dyreinternater, og er glade for at have kunnet konstatere
at de danske internater heller ikke opfatter os sådan. |
Og vi vil fortsætte vores
arbejde trods de umulige forhold i Grækenland, og selvom
vi nogen gange næsten ikke kan finde de fornødne
kræfter frem. Så lukker vi øjnene og tænker
på vores møder med alle de herreløse hunde
i Grækenland, hvor man gang på gang bliver fuldstændig
overvældet og rørt over at se at de fleste af dem,
trods ar på sjælen og kroppen, stadig søger
menneskers kærtegn og selskab, og nyder ethvert venligt
klap.
Har man én gang givet en herreløs hund et kærligt
klap og dermed mødt denne form for tillid, alle ting
til trods, forstår man for alvor hvorfor hunden fik titlen
'menneskets bedste ven'.
Læs mere om folkene bag Græske Hunde:
Hvem er vi - Formidlerne - Plejefamilierne - Besøgsholdet
|

|
VIL DU OGSÅ HJÆLPE?
Klik på linket og se hvordan: Støt
Græske Hunde
|
|
 |