

|
Vi ønsker kun at sende vores hunde til hjem, hvor der er forståelse for, hvad det betyder at adoptere en hund med en anderledes baggrund, da det ikke er i nogen parters interesse senere at skulle omplacere hunden. Derfor har vi etableret et besøgshold bestående af erfarne hunde- og grækerejere, som kommer på besøg til en potentiel familie. Her kan man, som mulig adoptivfamilie, få mulighed for at spørge om alt mellem himmel og jord, og at høre de erfaringer andre græker-ejere har gjort sig.
Besøgsholdet vurderer under besøget, om en potentiel familie har resourcer til at tilbyde en af vores hunde en god og tryg tilværelse. Kun familier godkendt af vores besøgshold vil kunne adoptere en af vores hunde.
Alle de hunde vi tager til Danmark er naturligvis helbredsundersøgt, vaccinerede og testet for sygdomme. De sygdomme og lidelser vi ser hos gadehundene er sygdomme og tilstande man også kan finde i Danmark (men heldigvis sjældent ser, da vi jo ikke har herreløse hunde der er overladt til at klare sig selv): Skab, loppeangreb - og deraf følgende anæmi, tægefeber (erlishiosis) etc. Sygdomme og tilstande der alle kan konstateres ved de tests vi laver i Grækenland, og som behandles omgående før hunden kommer til Danmark. |
I tropiske og subtropiske områder findes endvidere en sygdom, Leishmania, som vi også tester hundene for. Desværre kan inkubationstiden for denne sygdom i sjældne tilfælde være helt op til 2 år, og ulykkeligvis har ganske få af de hunde der er kommet til Danmark, vist sig at have denne sygdom. Det drejer sig om mindre end 1%, men der er en lille risiko for, at en hund fra Grækenland, på trods af at de bliver testet 2 gange før afrejse, kan bære sygdommen. Leishmania kræver livslang behandling, ligesom f.eks. sukkersyge og epilepsi hos hunde. Smitte kan dog ikke overføres til andre hunde eller mennesker, da smittebæreren er en sandflue (Phlebotomus), der ikke lever i Danmark. Desværre kan vi nok regne med at høre mere om Leishmania i fremtiden, da danske hunde, der har været med på ferieture til Syden, også er udsat for smitten. Du kan læse mere om Leishmania og andre sygdomme hos hunde her: Hundene - Helbred.
|
Vi ved ofte ikke, hvad hundene har med i bagagen. Det være sig genetiske og racemæssige egenskaber, men også socialisering
på mennesker, andre artsfæller og miljø. Og selv for en tryg og tillidsfuld hund kan det være en meget stor omvæltning at
komme til et helt nyt land med nye lyde, lugte, mad, klima o.s.v.
Så man skal vide med sig selv, at man ikke er typen der er bange for en udfordring, eller giver op let. I det hele taget er der mange overvejelser man skal gøre sig, inden man bestemmer sig for at adoptere en gadehund, og man skal have tålmodighed, og være parat på at bruge den tid det vil tage at få hunden tryg.
Tænk på at din adopterede hund har brug for at vænne sig til sit nye liv. En gadehund har måske aldrig nogensinde været indendørs før. Det vil sige, at den skal lære at møbler, sko og potteplanter ikke er til at bide i, og at gulvtæpper ikke er hundetoiletter. Du bør tage en hel del forbehold selv, ved at fjerne ting du er glad for, og ikke lade hunden være uden opsyn i starten, så du hurtigt kan gribe ind overfor unoder. |
 |
Du skal være indstillet på at have meget tålmodighed og forståelse i den første tid. Nogle hunde fanger hurtigt hvad det går ud på, for andre tager det lidt længere tid. Tænk også på alle de lyde og indtryk der fuldstændig ukendte for din nye hund: Elevatore, telefoner der ringer og støvsugere er en naturlig del af vores tilværelse, men for en hund der altid har boet på gaden er disse lyde og bevægelser nye og farlige.
Måske skal hunden lære at være alene hjemme, det er ikke alle hunde der bryder sig om at blive forladt af ”flokken”, og her kan det betyde alt fra konstant hylen (naboer er måske ikke så hundevenlige og synes dette er noget de vil lægge ører til) til at gnave i møbler, og spise ens bogsamling eller andre let tilgængelige ting.
 |
Tit ved hunden ikke hvor man må være, og hvor man ikke må være, og mange mennesker finder til deres store forundring ”Fido” stående oppe på køkkenbordet, også selv om køkkenbordet er langt over en meter højt, og ”Fido” er en lille pølsehund på 30 cm.
Ja, han har måske været vant til at hoppe højt for at overleve :-)
Når alt dette så er sagt, skal vi huske at nævne at langt de fleste af "vores" hunde faktisk er kasserede kæledyr, der på et tidspunkt har levet i en familie. Men livet for en hund i en græsk familie er meget anderledes end livet for en dansk familiehund. Selv familiehunde i Grækenland kommer sjældent indendørs, og lever ofte på balkoner eller i haver, og har derfor ikke helt begreb om hvordan man opfører sig når man bliver "lukket ind i varmen".
|
Giv din nye hund tid til at vænne sig til sin nye familie. Der er intet så dejligt i verden som børn og hunde der leger eller sover sammen, og børn og hunde kan blive verdens bedste venner, men indtil de er trygge ved hinanden, bør du selvfølgelig være sikker på, at hunden er god ved dit barn, men du skal også huske at lære dit barn at være god mod hunden. Det er ikke tilrådeligt at lade børn under 10 år være alene med en hund. Du bør lære dine børn, og de børn der færdes i dit hjem, nogle basale regler for samvær med hunden.
Følgende regler bør altid overholdes:
1) Tag aldrig legetøj eller mad fra hunden. 2) Lad være med at vække hunden når den sover. 3) Mange hunde bliver bange når man forsøger at kramme dem. Lad hunden selv komme til barnet. 4) Lad ikke børn gå hen til en hund uden at spørge ejeren om lov. 5) Forklar børnene at de ikke må bøje sig ind over en hund da dette kan virke truende på hunden. 6) Lad være med at se en hund direkte i øjnene. 7) Hvis en hund kommer løbende mod et menneske skal man stå helt stille. Bevægelse kan opildne hunden.
Hvis du allerede har hund eller kat i din familie, skal du også overveje om de ”gamle” dyr vil acceptere jeres nye familiemedlem. Det er sjældent at dyrene umiddelbart vil acceptere hinanden, men det må aldrig komme til slagsmål, og du skal være helt sikker på alle dyrene før du lader dem være alene hjemme sammen. Langt de fleste hunde vil efter kortere eller længere tid ikke bare acceptere hinanden, men blive meget glade for hinanden. Du skal bare være opmærksom på, at det er en proces de skal igennem.
 |
Vores erfaring er, at det er sjældent at samtlige de problemer vi har beskrevet der er gældende for èn hund, og langt de fleste hunde klarer faktisk overgangen forbavsende let, MEN man må tage i betragtning at det kan betyde MEGET arbejde, at få ”Fido” i huset, og inden rytmer og rutiner falder på plads. Har man dog først sat sig ind i alle de for og bagsider der kan være ved at adoptere en gadehund, og har fået ”Fido” i huset, så vil langt de fleste blive gengældt med en hund der giver 200% tilbage af alt det man lægger i den.
Men her er ingen shortcuts eller pakkeløsninger når man adopterer en gadehund, og man skal kun adoptere en gadehund fordi man har et bevidst ønske om at gøre en forskel for det individ, og ikke fordi man ”bare” vil have en hund. |
|
Er du ikke skræmt væk ved dette, så vil vi gerne tilbyde dig at være med til at gøre en forskel for en af de mange hunde der stadig søger et godt og blivende hjem i Danmark.
Skulle du opleve problemer, som du ikke mener du selv kan løse, er du altid velkommen til at henvende dig til en af vores dygtige adfærdsterapeut. I yderste konsekvens kan vi også være behjælpelige med at omplacere din adopterede hund, men det er absolut altid en sidste nødløsning, som hverken du eller din hund fortjener.
Hvis du overvejer at anskaffe dig en hvalp, kan det anbefales at du læser denne side fra Hundeadfærdsskolen |
 |
|